Hjemmelavet Müslibar

Muslibar opskrift

Efter at mine to ældste drenge er startet i skole er der kommet rigtig mange nye ønsker til indhold i madpakkerne – og det ene af dem er en müslibar. De er åbenbart meget populære iblandt børnene, hvilket jeg sagtens kan forstå, for det er en meget lækker snack!

Jeg kom dog hurtigt frem til, at dem jeg kunne købe enten var ret dyre eller ret usunde. Derfor besluttede jeg mig for at prøve at lave en hjemmelavet müslibar. Jeg prøvede mig frem et par gange, og endte med denne F A N T A S T I S K E opskrift. De er enormt nemme at lave og består af ting som de fleste af os har nemt tilgængeligt. Og så smager de som englene synger… 

En ekstra bonus ved at lave en hjemmelavet müslibar er, at man har styr på hvilke ingredienser der er i – og dermed kan sende dem afsted i madpakken vel vidende om, at den energi der kommer af den lille snack er af den gode slags. 

Mueslibar opskrift

Opskriften på hjemmelavet müslibar får du hér:

Til 20 müslibarer skal du bruge:

  • 1,5 dl. mandler
  • 1,5 dl. hasselnødder
  • 3 dl. havregryn
  • 4 spsk. peanutsmør
  • 6 spsk. honning 
  • 200 g. dadler (uden sten)
Müslibar opskrift

Fremgangsmåde:

  1. Jeg starter med at komme mandler, hasselnødder og havregryn i ovnen på 170 grader varmluft i ca. 10 minutter, for at give det en lidt “røget” smag. Man kan dog sagtens undlade dette, hvis man ønsker det.
  2. Imens det står i ovnen bruger jeg tiden til at fjerne stenene fra dadlerne.
  3. Når nødderne og mandlerne er færdige i ovnen kommer jeg dem i en minihakker, hvor det bliver malet til helt fint nødde-/mandelmel. Dette gør jeg fordi mit yngste barn på to år også gerne vil spise müslibarerne. Hvis man ikke har et lille barn der ikke kan få store stykker nødder kan man vælge at hakke dem med kniv.
  4. Bagefter kommer jeg dadlerne i minihakkeren, hvor de også bliver maset til en jævn masse.
  5. Nu skal alle ingredienserne blot samles i én skål og æltes (med hænderne) til det er en stor jævn blanding. Det skal gerne hænge så meget sammen, at man kan samle det hele til en klump. 
  6. Til sidst kommer “dejen” i en form klædt med bagepapir, hvor man fordeler den godt. Det er vigtigt, at man får presset dejen godt ned i formen da det gør, at müslibarene hænger bedre sammen når de skæres ud. Jeg plejer at lægge et stykke madpapir over dejen og trykke det ned med bunden af et glas. Når det er gjort stilles formen i køleskab eller fryser indtil det er stivnet helt (20 minutter i fryseren plejer at holde). Nu kan müslibarene skæres ud, og evt dyppes i lidt smeltet mørk chokolade.
Myslibar opskrift

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *