“Jeg har et arbejde jeg skal passe!”

Vi kender alle til dem. De dage, hvor man er maks presset. Vi har ikke sovet i flere dage, overskuddet er blevet til underskud, men der er stadivæk de samme ansvarsområder der skal ivaretages og forpligtelser man skal opfylde. Sådan er livet som småbørnsforældre nogle gange. Heldigvis ikke alt for ofte, men det sker.

Sådan en periode havde vi for ikke længe siden. Bettemanden har ikke sovet igennem en eneste nat siden han blev født (han bliver halvandet år denne måned), men efterhånden sover han nogenlunde de fleste nætter. Manden og jeg har derfor vænnet os til at få en nogenlunde anstændig søvn (en decideret god nats søvn tror jeg det er mange år siden vi fik sidst, haha). Når vi så kommer ind i perioder med DÅRLIG søvn mærker vi det derfor meget hårdere nu end fx for et år siden, hvor dårlig søvn var normen…kender I det? Kroppen bliver mindet om, hvad det var at sove. Og når den så ikke får det, bliver man helt smadret!

Anyways, dette indlæg skulle ikke handle om (manglende) søvn, men om den adfærd der kommer deraf. I den sidste søvnløse periode kom Manden nemlig med en kommentar, som jeg stejlede enormt meget over. Men som jeg i eftertid blev lidt usikker på, om er legitim nok eller ej?

Hvem har det hårdest-konkurrencen

På et tidspunkt kom vi, Manden og jeg, til at have en af de velkendte “hvem-har-det-hårdest-konkurrencer”. I kender dem, ikke? Når man selv er så slidt, at man ikke kan overskue, at partneren OGSÅ er det. Så man derfor ender op med at remse op alle de ting der tilsiger, at en selv er den der har det hårdest. Og så gør partneren det samme. Oftest i en argumentationsrunde omkring hvem der skal gøre en specifik ting (fx tage børnene om natten). Jeg kan ikke engang huske hvilken ting/ydelse/arbejdsopgave/whatever det var vi diskuterede over. Måske havde vi bare en konkurrence for konkurrencens (og for partnerens medlidenheds) skyld – det er ikke helt utænkeligt 😉

Dét jeg dog reagerede på var, at på et tidspunkt i vores ynkelighedskonkurrence kom Manden med argumentet “Jeg har et arbejde der skal passes!”.

Min umiddelbare reaktion var at blive enormt fornærmet, og at gå i forsvarsposition. For indikerede han, at det han lavede i hverdagen var vigtigere, end hvad jeg lavede? Var det mere betydningsfuld? Eller “hårdere”? Sådan et udsagn slipper man ikke billigt afsted med hjemme ved mig – især ikke når jeg selv også mangler overskud.

Jeg hoppede derfor direkte ind i “offence-is-the-best-defence”-strategien, og begyndte at forsvare hvorfor det jeg gør hver dag er voldsomt krævende, samtidig som jeg påpegede alle de “nemme” ting ved hans situation. Ahrmen, altså… Diskussionen varede dog ikke længe. Vi kunne begge godt se, at ingen af os havde overskuddet lige denne dag, og lagde bolden hurtigt død. Og fandt en løsning på hvad end det nu var vi diskuterede om.

Mit ansvar og hans ansvar

Jeg har dog tænkt lidt over det i eftertid. For er det ok at trække “jeg-har-et-(betalt)-arbejde”-kortet i sådan en situation? Som nævnt var min umiddelbare reaktion NEJ, og de grunde jeg brugte var, at jeg for det første er på så mange andre måder end han er. Jeg har (minimum) ét menneske omkring mig hele tiden, der er 100% afhængig af mig. Jeg har ansvar for dette lille menneskes liv! Hvis jeg er uopmærksom i blot nogle minutter kan det være fatalt (ikke specielt sansynligt, but still). Har Manden denne slags ansvar på sit arbejde?? I think not! Og generelt vil jeg da mene, at dét at guide et andet individ på rejsen fra at være totalt hjælpesløs til det at kunne begå sig i vores verden, er en ret heftig opgave…

Ud over dette, så er det jo de klassiske argumenter; min chef er halvandet år gammel, og jeg skal stadigvæk gætte mig til hvad det er han ønsker i enkelte tilfælde. Han kan skrige mig ind i hovedet i 20 minutter ad gangen fordi jeg tilbød at hjælpe ham med at få rugbrødsbidden på gaffelen. Og jeg kan ikke bare gå på toilet alene når der er behov for det. Og ud over dette er der jo naturligvis en hel del praktisk arbejdsopgaver der skal tilses sideløbende med, at jeg parerer ordrer fra chefen.

Case closed. Det er IKKE hårdere at være den der går på arbejde end det er at være den, der bliver hjemme og tager sig af “hjemmelivet”.

Og dog… selv om Manden har mulighed for at drikke sin kaffe når den er varm, og kan gå på toilettet alene (and don’t get me started on den tid han har alene i bilen på vej til og fra arbejde!!!), så styrer jeg jo min tid selv, på en helt anden måde end hvad han kan. Hvis jeg ikke magter at lave så meget en dag, så tager vi en hjemmedag, hvor vi hygger med bøger, laver mad sammen i køkkenet eller noget helt tredje. Når Bettemanden sover lur har jeg (i teorien, i hvert fald) mulighed til at slappe af – især de dage hvor begge de to store er afsted. Og hvis vi nu skal være helt ærlige, så udnytter jeg lidt af denne tid til at slappe af ved at se fjernsyn, blogge, læse bøger/blade eller lign. næsten hver dag…

Jeg må også indrømme, at jeg flere end én gang har priset mig lykkelig for, at det ikke er mig, der skal troppe op på et kontor og prestere. Det er jo nemlig dét man skal, når man har et “almindeligt” arbejde. Man skal (som oftest) prestere på den ene eller den anden måde. Og dét må – alt andet lige – være enormt hårdt når man fx. kører på alt for lidt søvn. Og jeg kan kun forestille mig, at det pres man lægger på sig selv for at prestere kun bliver hårdere ved visheden om, at man er eneforsørger for familien. Den vægt kan ikke være helt nem at bære… …

Okay, så!

Det er de hér ting der har rumsteret lidt i mit hoved det sidste stykke tid. For på nogle måder tror jeg oprigtigt det er “hårdere” at være den der er hjemme og tager sig af børnene osv. Men på nogle helt andre punkter er det helt klart “hårdere” at skulle prestere på et arbejde! Man kan bare ikke trække paraleller, da det er to vidt forskellige typer anstrængelser det er tale om…

Så jeg er kommet frem til, at det ER legitimt, at Manden en gang i mellem trækker dét kort. På samme måde som det er okay, at jeg nogle gange står klar i døren, når han kommer hjem fra arbejde, med beskeden om, at jeg ikke vil tage stilling til noget som helst børne-relateret den næste halve time – og i øvrigt kan oplyse, at Bettemanden har en gave i bleen til ham!

Hvis du vil læse et lignende (dog lidt mere humoristisk) indlæg, kan jeg anbefale 7 egoistiske ting min mand gør efter vi er blevet forældre 😉

2 Responses

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *