En mindre identitetskrise…

Da jeg startede med at blogge for 3,5 år siden, havde jeg været hjemmegående i et lille års tid. Og i løbet af det år havde jeg oplevet rigtig mange gange at skulle lægge øre til enormt mange fordomme og holdninger omkring mit valg om at være hjemmegående. Og jeg var simpelthen træt af, at jeg ikke kunne svare for mig. At jeg ikke kunne udfordre de fordomme der kom op og i stedet for give folk mere indsigt i, hvad det ville betyde at være hjemmegående.

Ud over det var jeg relativt “ny-frelst” i forhold til dét, at denne nye verden – med al dens indsigt – havde åbenbaret sig for mig. Ikke bare gjorde jeg selv rigtig mange erfaringer omkring dét at være hjemmegående (som jo ikke var så normalt for bare 4-5 år siden som det er nu). Ud over det fik jeg også øjnene op for ny information omkring børn og udvikling, og denne kombination gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at skrive om det (nu er kommunikation også mit “område”, så dét spillede muligvis også ind 😉 ).

Derfor oprettede jeg bloggen. For at have et sted jeg kunne komme fordommene til livs. Og et sted jeg kunne komme af med mine frustrationer og glæder. Og et sted jeg kunne gøre hvad jeg kunne (skrive) i kampen for, at andre skulle få del i den nye, dejlige verden, der lige havde åbenbaret sig for mig.

Nu er det dog sådan, at der er kommet rigtig mange flere hjemmegående til, siden den gang. Dermed er det ikke bare blevet meget mere “normalt” (og acceptabelt) at være det, men der er også mange flere stemmer (og bloggere) der er klare til at tage “kampen” for at sikre alle muligheden for at kunne vælge det familieliv der giver mening for dem. Og jeg har med glæde trådt tilbage og givet faklen videre. For jeg kan mærke, at jeg har det ikke i mig længere. Jeg har “kæmpet mine kampe” og sagt de ting jeg kunne sige. I hvert fald er det sådan jeg føler det lige nu.

Ikke længere Happy Housewife

Derfor har jeg det sidste stykke tid følt mig lidt “forkert” i forhold til bloggen. For jeg hvis jeg ikke længere har den samme gejst til at blogge om hjemmegående-emner, giver det så mening at have en blog, der hedder Happy Housewife? Og hvis ikke, hvad gør jeg så? Starter en ny blog/hjemmeside? Ændrer navnet? Eller skriver jeg videre på domænet som før, blot med lidt mindre “hjemmegående-stof”? At stoppe med at skrive all together er nemlig ikke et alternativ – jeg er simpelthen for glad for at mærke tastaturet under mine fingre til at kunne lægge det helt på hylden.

Og selv om jeg er 100% hjemmegående pt., så er det ikke dét jeg identificerer mig med på samme måde længere. Det mærker jeg især når jeg møder andre, der måske lige er blevet hjemmegående, eller som har den samme “kampgejst” som jeg havde før. At være hjemmegående er kun én af de ting der identificerer mig, og den identited fylder ikke så meget i mig længere som den gjorde før.

Jeg postede dette instaopslag for et par måneder siden, og det siger meget om hvordan jeg har det pt.

I’m a bitch, I’m a lover, I’m a child, I’m a mother…jeg føler virkelig Meredith Brooks’ personlighedsspaltning pt.

• • • 
På den ene side drømmer jeg om, at vi sælger alt hvad vi har, laver et bofællesskab med nogle venner, og aldrig bliver nødt til at «være tvunget til» at have et fast arbejde. På den anden side glæder jeg mig enormt meget til, at børnene er lidt ældre, jeg bliver færdig med uddannelsen og kan sparke røv på arbejdsmarkedet 👩🏼‍💼💪

• • • 
På den ene side køber vi stort set økologiske madvarer, bruger parfumefri sæbe og vaskemiddel, og er generelt opmærksomme på kemikalier. På den anden side er jeg dybt afhængig af sodavand 😀

• • • 
På den ene side har vi skåret en hel del ned i familiens brug af kød og animalske produkter, og kunne – i teorien – godt tænke mig at blive vegetar 🌿 På den anden side har vi inviteret gæster i morgen til oksesteg og flødekartofler.

• • • 
På den ene side er jeg fan af de ifavnske principper og anerkendende og blid opdragelse. På den anden side startede min søn to sætninger i går med “du må ikke blive vred nu, mamma” 😔

• • •
På den ene side prøver vi virkelig at leve økonomisk. På den anden side overskrider vi vores madbudget næsten hver måned (det dér økologi er ikke ligefrem billigt 🙈)💰

Jeg er ikke det ene eller det andet – jeg er både og. Og jeg tror det er derfor jeg har lidt “identitetskrise” pt. Og det er også noget af grunden til, at jeg ikke har været så aktiv herinde. For er det relevant at jeg bliver ved på dette domæne, hvis dét at være hjemmegående ikke er det der er bloggens hovedfokus? Ville du stadigvæk følge med – eller er det måske bedre at takke af for denne gang, og finde en ny blog/hjemmeside/et-eller-andet at bruge mit krudt på?



P.s. Jeg skrev et indlæg om hvorfor jeg valgte Happy Housewife som navn på bloggen for et stykke tid siden – hvor jeg også skrev lidt om, hvorfor jeg fortrød valg af navn. Det indlæg kan du læse hér, hvis du har lyst.

P.p.s. Hvis du vil læse nogle af de klummer jeg skrev den gang min kampgejst var stor, kan det fx være “Hvorfor kæmper vi ikke hårdere“, “Små børn burde passes hjemme – for hele familiens skyld“, “Provokerer mit valg dig” eller “Småbørnsforældre, der fraskriver sig ansvaret?

4 kommentarer til “En mindre identitetskrise…”

  1. Haha, dobbelt morale er dobbelt så godt – jeg har nærmest ingen madspild, bruger stofnet fremfor plastisk og cykler til alt. Ooooog flyver på fede ferier, spiser e-nummer fyldt blandselv slik og bruger parfume hver dag.
    Alt med måde – også fornuft :p

    -A

    1. Haha, ja, ikke? Og jo – det er SÅ meget bedre at gøre lidt (og kunne overskue det), end at have en alt-eller-intet situation, hvor man ender med at gøre “intet”, fordi man ikke magter “alt”…

      Kh Therese

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *