5 ting en hjemmegående ikke kan leve uden…

Inden jeg kommer ordentlig i gang med dette indlæg, så bliver jeg nødt til at sige én ting; TUSIND TAK for alle de skønne, søde og opmuntrende kommentarer vedrørende min seneste klumme i Århus Onsdag. Man er nok altid lidt spændt når man sender sådan noget “til tryk”, men denne gang var sommerfuglerne i maven ekstra store på grund at emnets karakter – man skal veje sine ord nøje inden man udtaler sig offentligt om børneopdragelse, da det er et enormt ømfindtlig emne, og man nemt kan komme til at træde nogle over tæerne. Mine bekymringer blev dog gjort til skamme, og jeg er rigtig glad for at I/dem af jer jeg har hørt fra ikke så min løftede pegefinger som en omgang “parent-shaming”, men som et modsvar til de gældende normer og regler i samfundet.

Og så over til det jeg ville skrive om i dag; ting der er ABSOLUT NØDVENDIGE, når man er hjemmegående.

IMG_1627

Når man bliver hjemmegående får begrebet “nødvendighed” en ny betydning. Fx. er et daglig bad ikke længere en nødvendighed…det er måske utænkeligt for “arbejdende” forældre, ikke at få et bad HVER dag, men sådan er det bare. Nu er det jo ikke sådan, at bare fordi man er hjemmegående, så ligner man løgn og lugter af L.O.R.T (jeg har skrevet om vigtigheden af at “suit up” selv om man er hjemmegående her), men når arbejdsdagen starter kl. 5.45, og du er alene hjemme med to børn, så ryger det dér bad desværre lidt ned på prioriteringslisten. Det er lidt som når man er på barsel – der når man heller ikke i bad hver dag, eller? Og nej, jeg kan desværre ikke “bare” lade børnene lege mens jeg tager et bad – Bassen har nemlig fx fundet ud af at vores IKEA-skammel kan skubbes helt indtil køkkenskabene, og derfra kan han kravle op på køkkenbordet, hvor vores knivblok og andre spændende ting befinder sig… Jeg har derfor vænnet mig til at gå i bad om aftenen, hvor begge drenge sover, men nogle dage ORKER jeg det bare ikke. Ærlig snak. Så ja, på denne måde er min prioriteringsliste/definition af nødvendighed nok ikke som de flertallets 😉

Og jo, selvfølgelig gælder nogle af tingene på denne liste også for ikke-hjemmegående forældre også, men graden af nødvendighed er måske ikke lige stærk som den er for hjemmegående…jeg kunne ihvertfald ikke have klaret mig uden nedenstående.

1. Tørshampoo.
Taget det jeg lige har skrevet i betragtning, så giver det sig selv, at jeg er AFHÆNGIG af min tørshampoo. Det har nok også lidt at gøre med det faktum, at jeg har et meget tykt og langt hår, som tager EVIGHEDER at vaske – så det sker ikke mere end hver 4.-5. dag. Mit hår vænnede sig til ikke at blive vasket alt for tit under mine barsler (og nu havde jeg jo to barsler ret hurtigt efter hinanden), så det er ikke længere nødvendigt at vaske det oftere end hver fjerde dag. Men det engang sådan, at når man er hjemme med små børn, så er det ikke specielt praktisk at have sit lange hår hængende løst hele tiden. Det ryger derfor tit op i en hestehale eller “morknold”. Det betyder også, at jeg meget tit kører fingrene igennem mit hår, så på 3. dagen kan det godt begynde at skinne lidt – på den ikke fede måde…eller jo, faktisk på den FEDE måde, hvis du tager sådan en lille én, høhø. Derfor er det virkelig en nødvendighed for mig at have noget tørshampoo i hus, når vi er på 3. – 4./5. dag efter en hårvask.

2. Koffein.
Arbejdsdagen starter i det sekund du slår øjnene op – om det så er kl 07.00 eller kl. 05.15 kan man jo aldrig vide… ‘Nuff said.

3. Sociale medier.
Som hjemmegående kommer man ud for de mærkeligste situationer, og kan komme til at opleve ting, som ikke-hjemmegående ikke helt kan relatere til. Derfor er det essentielt for hjemmegående at have nogle ligesindede at kommunikere med, så man kan få bekræftet, at man ikke er alene om de her mærkelige oplevelser, og eventuelt få råd til hvordan man kan håndtere forskellige situationer. Man kan også dele glæder og successoplevelser som kun mennesker, der står i samme situation helt kan forstå dybden af. Her er sociale medier GULD værd. På de sociale medier kan man nemmere samle en hel gruppe mennesker, der kan relatere til din situation og komme med indput og opmuntringer. Og man skal aldrig undervurdere værdien af at føle sig som en del af et fællesskab – omend det er et virtuelt fællesskab.

4. Sukker.
Se pkt. 2.

Jeg vil dog også gerne lægge til, at man bruger enormt meget energi på at passe børn – især hvis man har flere af slagsen, og de har lært det dér trick, hvor de løber i hver sin retning… Som jeg skrev i dette indlæg får ulvetimen en helt ny betydning når man er hjemmegående – der er den nemlig mutti her, der kan komme til at flække tænder! …MED MINDRE hun får lidt sukker. Lad mig sige det som det er; mama needs her sugar.

IMG_2533

Det er derfor med et meget bekymret sind jeg kan informere om, at jeg har indgået et væddemål med min svigermor der hedder NUL slik, chokolade (under 70%), chips, sodavand, kage, lyst brød, osv. indtil sommerferien (!!!). WTF? Allerede nu, hvor det er skrevet sort på hvidt kan jeg se, at det er en dårlig idé. Væddemålet blev indgået den første lørdag i påsken, hvor vi om aftenen var riiiiimelig godt fyldt op på påskeslik og diverse lækkerier. Man skal lade være med at gøre sådanne ting når man er “under the influence” – man skal vente til dagen efter, hvor sukkeret er ude af blodbanerne og se, om det stadigvæk er en god idé! Arhmen, altså… væddemålet skulle også først starte her første dag efter påske (altså i dag), og det virkede så fjernt for halvanden uge siden – så det kunne jeg nemt sige ja til. Spørg om jeg synes det var en supergod idé i morges, når vi troppede op i Røverens børnehave med lune fødselsdagsboller med tilbehør, og jeg fik lov til at se 16 luftige stykker hvidt brød blive fortæret. Det eneste positive med dette, var at jeg den weekend vi lige har været igennem kunne FRÅTSE i slik, sodavand, chips og kage. Jeg skulle jo have en anstændig afsked med mine ælskede sukkerbomber, og i aftes var der nærmest en ceremoniel stilhed, da jeg spiste det sidste stykke chokolade (og skyllede det ned med cola).

Jeg må finde en anden måde at booste mit blodsukker på i løbet af dagen de næste måneder, for som jeg sagde; MAMA NEEDS HER SUGAR. Tænker frugt bliver min redning. Evt. må jeg stå med en ske ned i sukkerskålen (for helt rent sukker blev nemlig IKKE nævnt på listen over no-go’s 😉 )

5. Veninder (venner)
Når man tilbringer store dele af dagen derhjemme eller steder der er beregnet til små børn, er det meget vigtigt, at man har nogle andre voksne man kan snakke med og være sammen med. Dette gælder både i dagtimerne når man er sammen med børnene, men også på andre tidspunkter, hvor du kan komme ud for dig selv og ikke kun være nogens mor. Jeg har mødt mange skønne mennesker i min periode som hjemmegående som jeg nu anser som venner. Vi kommer tit de samme steder, og har lavet legegrupper sammen, således at både vi og vores børn kan være sammen. Og jo, selv om det er skønt at kunne følge Bassens liv helt tæt på, hele dagen lang, så ville det ikke være sundt for mig ELLER ham, hvis det eneste jeg gjorde når vi var ude var at sidde og stirre på ham. Så vi mødes med vores venner, så kan han lege med dem på hans alder, mens jeg løser verdensproblemer med dem på min alder..!

Det var så egentlig de 5 – men I får lige en bonus én her, og den en nok den vigtigste:

RESPEKT!
Dette er den ENE ting, der kan make eller break din success som hjemmegående. Har du respekt, støtte og opbakning fra dit bagland (og især din partner), så kan man klare mange af de udfordringer man står ovenfor som hjemmegående. Har dit bagland og din partner dog ikke denne respekt, så er jeg bange for, at livet som hjemmegående kan blive ret surt. Jeg har heldigvis en mand, der har meget respekt for det arbejde det er at tage sig af børnene o.l., og der kommer aldrig kommentarer om “hvad jeg har lavet hele dagen” eller lignende, men jeg har da hørt og set tilfælder, hvor partneren ikke helt respekterede det stykke arbejde den hjemmegående udførte. Som alle ved er respekt jo en enormt stor del af et samliv, så hvis ens partner ikke havde respekt for det man lavede og ikke havde forståelse for hvor meget det kan kræve at passe børn hjemme, så er jeg bange for, at det ville det blive en negativ skygge over hjemmelivet, som måske kom til at overskygge det positive ved det.

trekløver

Det var så nogle ting JEG tænker, at en hjemmegående ikke kan klare sig uden…men det kan være I har nogle andre punkt til listen? 🙂

Hjemmegående og økonomi – hvordan hænger det sammen?

Nu er det efterhånden et godt stykke tid siden jeg annoncerede, at jeg ville fortælle om vores erfaringer på de forskellige områder, i forbindelse med det at jeg er hjemmegående. Jeg har haft lidt svært ved at komme igang med de her indlæg, for hvor starter man? Hvad er relevant for andre at vide, hvor mange detaljer skal man inkludere, og hvordan skal man få det hele kogt ned til nogle få indlæg?

IMG_1877

Jeg er kommet frem til, at jeg blot må starte fra den ene ende af, og tage tingene som de kommer. For eksempel, i dag tænker jeg at skrive lidt om de økonomiske overvejelser og erfaringer vi har haft i dette forløb – men det er jo et ret stort emne. Det strækker sig jo fx.  over de helt store ting som “kan vi blive boende i det hus vi lige har købt”, og helt ned til bittesmå detaljer som “jeg genbruger de gennemsigtige “frugt”-poser man får i supermarkederne som bleposer herhjemme”. Ser du hvad jeg mener?

Så jeg tænker at lægge ud med nogle af de store ting, der var en del af vores overvejelser da vi tog beslutningen om, at jeg skulle gå hjemme. Så må vi tage de små ting i nogle spare-tips-indlæg senere. Jeg prøver at dele de store op i blokke, så det bliver nemmere at holde styr på.

Bolig

Som I kunne læse i “vores historie”-indlægget, var jeg lige startet i et fuldtidsjob da vi fandt ud af, at jeg var gravid med Bassen. Da planen var, at jeg skulle returnere til denne stilling efter endt barsel, købte vi under graviditeten et hus, hvor min fuldtidsløn var indberegnet i budgettet.

Vores held i alt dette var dog, at vi havde taget højde for, at vi gerne ville lave lidt om i huset, som nævnt her. Enkelte ting fik vi gjort inden vi flyttede ind i huset, men vi ventede (heldigvis!) med meget af det. Da overvejelserne om, at jeg skulle gå hjemme blev seriøse, var vi meget enige om, at husprojekterne kunne vente indtil jeg kom på arbejdsmarkedet igen.

Det faktum, at vi egentlig havde regnet med et større beløb til boligposten, samt at vi havde en lille opsparing (som vi havde tænkt at bruge på de forskellige renoveringsprojekter) gjorde, at vi kunne blive boende i vores nykøbte hus, selv om jeg ikke havde nogen indtjening.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke, om vi ville have kommet til den samme beslutning, hvis konsekvensen havde været, at vi skulle sælge huset. Ikke kun af økonomiske grunde (som I nok ved, er det ikke ligefrem billigt at købe/sælge ejendom), men også for at bevare stabilitet i familien – det er trods alt ret omfattende at flytte..især hvis det indebærer skift af institution o.l. Det kunne være fedt, hvis jeg kunne sige, at vi ville have solgt huset og boet på en sten, hvis det var det der var nødvendigt, men det er ikke realistisk. Den realistiske løsning ville nok så have været, at vi regnet os frem til, hvor LIDT jeg kunne arbejde for at det kunne løbe rundt, og så ville jeg gået efter en stilling der passede til dét.

Faste udgifter

Dette er jo et ret bredt punkt, men nogle ting er ret fælles for os alle:

  • Bil: Vi ejer ingen bil. Vi har valgt at lease en ret gammel stationcar. Det kan godt være, at dette ikke er den mest økonomiske løsning på lang sigt iom. at den aldrig vil blive “vores”, men på denne måde ved vi helt præcis hvor meget vi skal give hver måned – der kommer ingen uforudsette reparationer eller lign., da det er med i prisen.
  • Institution: Det siger sig selv, at vi sparer en del penge på denne post. Vi har dog valgt at prioritere at beholde Røverens deltidsplads i institutionen.
  • A-kasse og fagforening: Vi kunne hurtigt regne ud, at jeg ikke ville kunne få dagpenge, når jeg engang skulle tilbage på arbejdsmarkedet (man skal have arbejdet minimum 1.924 timer indenfor de sidste 3 år for at modtage dagpenge), så jeg meldte mig ud af A-kassen og fagforeningen.
  • Fjernsyn: Vi er gradvist gået fra at have den “store pakke” inden jeg blev hjemmegående, til nu at ikke have nogen tv-pakke overhovedet. Til gengæld har vi skaffet os netflix, som dækker vores behov helt fint.

Skjermbilde 2016-02-20 kl. 12.56.54

Mad/Tøj

Madposten kan være ret stor i en families budget, og det er den også her. Vi prioriterer at købe gode råvarer og en del økologi. Vi er dog også gode til at planlægge vores uge, lægger madplan efter tilbudsavis, og køber stort ind, når en basisvare er meget nedsat (vi har på et tidspunkt haft over 20 pakker bleer til at stå i vores bryggers!!).

Jeg laver tit store portioner som deles op og kommer i fryseren, og vi er MEGET gode til at spise rester – hvilket er godt for både miljø og budgettet. Jeg laver det meste mad fra bunden, hvilket også gøre det billigere end hvis vi købte færdigretter. Det bliver ikke til mange dates, men til gengæld er Manden og jeg er ret gode til at forkæle os selv med lidt god “voksenmad” engang imellem efter børnene har fået rester/nem børnemad og er puttet. Vi køber hellere ikke ofte mad på caféer, men inviterer tit hjem til en kop kaffe og et-eller-andet. Når vi er på farten har vi som oftest madpakker med.

Nu er madlavning også en hobby for mig, som jeg synes det er sjovt at bruge tid på. Jeg kan til gengæld overhovedet ikke sy/strikke. Vi har dog været så heldige, at få to af samme køn, så Bassens garderobe har vi kun skulle supplere en lille smule. Vi køber tøj til Røveren når det er brug for det, men han arver også meget fra venner og familie. Selv har vi skåret meget ned på forbrug til tøj o.l., hvilket er kommet ret naturligt – der er bare ikke så meget TID til fysisk shopping når man har to små børn, og jeg er (heldigvis?) ikke god til netshopping.

Øvrige udgifter

Dette er nok den bredeste og mest varierede post, for det er jo forskelligt fra familie til familie hvad man bruger penge på, og dermed hvor man kan spare. I kan lige få en lille håndfuld af ting vi har skåret ned på eller væk:

  • Frisør: Jeg går ikke til frisør længere (konsekvenserne kan du læse om her). Når man har meget langt og tykt hår koster det en KRIG at få reflekser, så det er en gode jeg har valgt at droppe. Jeg har én gang for nogle måneder siden været inde ved en frisørlærling for at få taget spidserne af, men det koster ingenting, hvis man sammenligner med det jeg tidligere skulle give…
  • Gaver: Manden og jeg giver mere eller mindre ikke gaver til hinanden pt. Vi kan godt aftale, at “vi køber noget sammen”, men tit er det en ting vi har brug for, og som vi ville have købt uanset. Vi prøver også at købe gaver til børnene/andre på udsalg.
  • Rejser/Ferier: Vi har ikke været på det, mange vil klassificere som “rigtig ferie” i den periode jeg har været hjemmegående. Vi har besøgt min familie i norge, hvor vi jo bor og spiser gratis når det er, og det har været det. Vi har også ved flere anledninger taget til farmor og farfar på “ferie” – selv om de kun bor en time væk, og vi ser dem ret tit, bliver det alligevel som en ferie, når man pakker bilen og ved man ikke skal hjem de næste 5-6 dage…
  • Øvrige “store” ting: Mobil, briller, etc. venter vi med indtil det er NØDVENDIGT at købe, og til og med da vælger jeg den billige løsning. Har fx. lige købt mig en ny mobiltelefon – en iPhone 5s. Dette var kun fordi min gamle iPhone 4 ikke kunne mere – batteriet var gået, så jeg gik konstant rundt med en oplader i min taske i 2 måneder. Til sidst gik den ikke længere, for når Røveren var i børnehave SKULLE jeg have en mobil der virkede, hvis der skulle være noget (I ved hvad jeg snakker om). Da jeg så købte min nye, fine, skinnende og – ikke mindst – FUNGERENDE telefon fik jeg kommentarer som “vil du ikke hellere have en iPhone 6s??”. Øøøøh, jo…men den koster bare 3-4000 kroner mere end denne model, så det bliver ikke lige nu.
  • Sælg det du ikke har brug for. Denne behøver jeg vel ikke at uddybe?

Fradrag eller lille indtægt

Hvis du går hjemme og ingen indtægt har, kan din partner få dit skattefradrag. Dette hjælper naturligvis på økonomien. Hvis ikke kunne du også vurdere at tjene en lille smule på den måde du nu kan – sidde i kassen i føtex i weekenderne, skrive tekster for firmaer som CopyPanthers o.l., være privat rengøringshjælp, eller noget helt fjerde. Det kommer jo helt an på ens kompetencer og præferencer. Personligt kan jeg sige, at hvis det var det, der skulle til for at hjulene skulle løbe rundt herhjemme, så ville jeg IKKE TØVE med at sidde i kassen i føtex en weekend hver måned.

Ellers kan jeg kun stemme i det store kor, der synger “prioriteringer”. Det handler simpelthen om at prioritere. Og som jeg skrev længere oppe, så er der nogle prioriteringer, der bliver for store for mange (fx. at skal sælge hus). Sådan er det bare. Så må man arbejde med den situation man har…

Det er ikke den dybe tallerken jeg har opfundet med denne liste, men jeg ved selv, at jeg kan finde lidt inspiration i hvordan andre gør – og håber at jeg kan bidrage med lidt inspiration. Jeg kunne dog også finde på at komme med nogle sparetips engang imellem her på bloggen – er det noget I kunne tænke jer? Det vil også være spændende at høre lidt om jeres erfaringer og overvejelser, og hvad I tænker om ovenstående! Ikke kun fra hjemmegående, men forældre generelt.. Det er jo dyrt at have børn, så lidt finansielle fif kunne vi vel alle bruge!

Hvordan bliver man hjemmegående?

Selv om, som jeg har skrevet om tidligere, det er en stigende trend at tage et eller flere års pause fra arbejdsmarkedet for at passe egne børn, så er det ingen tvivl om, at det ikke er “normen”. Og derfor kan det være svært for nogen at forestille sig, hvordan det kan lade sig gøre. Både praktisk – i forhold til økonomi, arbejdsmarkedstilknytning, udførelse af opgaver i hjemmet, stimulering af børnene, osv., men også rent mentalt; hvordan tager man beslutningen, hvad sker med den forælder, der ikke længere har et kendt “voksennetværk” omkring sig, hvad vil samfundets og vores omgangskreds reaktion være, og er det nu det bedste for børnene?

Der er mange spørgsmål man kan stille sig selv når man står foran sådan et valg – det gjorde vi ihvertfald. Og jeg kan da se på de forskellige grupper jeg er en del af, at der jævnligt kommer besøgende, der stiller flere af de ovenstående spørgsmål.

Derfor vil jeg komme med nogle af de svar vores familie kom frem til i forbindelse med beslutningen af at jeg skulle gå hjemme, samt nogle af de erfaringer vi har gjort os i løbet af denne periode. Naturligvis kan ikke alle svarene overføres fra vores familie til andres, men det kan måske alligevel være hjælpsomt for nogen – eller, om ikke andet, lidt underholdende læsning.

Inden jeg begynder at dele vores erfaringer, oplevelser og tips, så tænkte jeg det var en god idé at fortælle jer hvordan det blev til, at jeg går hjemme med børnene. Så her får I vores historie:

I 2011 blev jeg gravid med Røveren. Graviditeten var både ønsket og planlagt, så dette var vi naturligvis begejstrede over! Jeg havde lige afsluttet min bachelor i Marketing and Management Communication på Handelshøjskolen i Århus, og skulle igang med min Master i Corporate Communication. Røveren kom i starten af 2012, og jeg holdt ingen pause eller barsel fra mit studie, selv om Røveren var hjemme ved mig i en “normal” barselsperiode (jeg læste blot hjemmefra og gik op til eksamener uden at være til forelæsninger). Da Røveren var knapt 11 måneder startede han på deltid i vuggestue. Jeg var i gang med at skrive speciale, og tænkte ikke engang over, at der var et alternativ til at han skulle afsted – “sådan er det bare”, ikke? Alle de andre børnene i mødregruppen skulle jo også afsted. Og Røveren var et meget “socialt” og opsøgende barn, så det ville han nok have godt af. Ikke engang, da jeg for 78. gang ringede til min mor efter at have afleveret Røveren og græd mine modige tårer over at skulle tage hjem uden ham tænkte jeg over det…Vi skulle jo alle videre med vores liv, og Røveren virkede til at tage institutionslivet imod på en helt normal måde – han græd lidt nogle gange da vi afleverede ham, men havde vidstnok været glad hele dagen igennem, og strålede da vi kom og hentede ham. Jeg trøstede mig dog med, at jeg kunne hente ham tidlig de fleste dage.

Da Røveren havde været i institution i ca. 1 mnd var jeg til en jobsamtale til en stilling som marketingkonsulent, og FIK JOBBET. Jeg var utrolig glad og spændt – omend lidt stresset, for jeg skulle starte inden specialets deadline, så det ville sige, at jeg havde endnu kortere tid til at skrive specialet. Meget lidt vidste vi, at på det tidspunkt jeg skrev under min kontrakt, lå der en lille Basse og gemte sig i min mave.

Et par uger efter jeg havde skrevet under min ansættelseskontrakt (og et par måneder inden jeg reelt skulle starte i jobbet) stod jeg altså med en POSITIV GRAVIDITETSTEST i hånden. Dette var altså ikke en planlagt graviditet, men ikke mindre meget velkommen! Nu havde vi jo Røveren allerede, og vidste, hvor dejlige børn vi kunne lave, hehe. Så Bassen var naturligvis også velkommen! På mit kommende job var de meget forståelsesfulde, og selv om jeg tilbød dem, at vi kunne rive krontrakten i stykker, så valgte de at beholde mig. Jeg havde de obligatoriske 3 måneder med (ekstrem) kvalme inden jeg skulle starte det nye job, men formåede at færdiggøre specialet og at få sat et dejligt punktum på en 5 år lang uddannelse. Desværre er jeg dog en af de kvinder, der ikke stopper med at have kvalme efter 3 måneder – jeg bliver ved, både med kvalme OG med opkast! Så da jeg var 4 måneder henne med Bassen – og havde været ansat i min nye stilling i 1 måned (!!!), havde jeg tabt mig 6 kilo, og havde en bmi, der hed “undervægtig” (jeg havde nemlig i forvejen ikke nået at tage så meget på efter graviditeten med Røveren, hvor jeg også tabte mig). Dette resulterede i indlæggelse med væskedrop og en FULDTIDSSYGEMELDING – én måned efter jeg havde startet i mit nye job!!! Ahrmen, prøv lige at forestil jeg den skønne samtale: “Jeg ved jeg kun har arbejdet her i kun én måned, og at jeg går på barsel om 4 måneder, men jeg er altså blevet sygemeldt nu her”…

Nåh, men, med lidt ro på på arbejdsfronten begyndte jeg ligesåstille at tage på igen (nåede at komme op på en vægt, der hed +5 da jeg var højgravid). Jeg havde naturligvis også mere tid sammen med Røveren, men kunne alligevel ikke overskue at have ham hjemme hele tiden, da det jo var en grund til at jeg var sygemeldt. Og for jer, der ikke har prøvet at være SÅ dårlig under en graviditet; forestil jer ret slemme tømmermænd – 9 måneder i streg!

Nåh, men Bassen kom til verden, og alt var skønt. De første par måneder af Bassens liv var Røveren ret meget i institutionen, da vi lige skulle vænne os til det nye liv, have amning op at køre, plus at han kun var godt halvandet år, så han skulle have ret meget hjælp – og det er ikke helt nemt med et spædbarn på armen. Men efterhånden som månederne gik blev det nemmere at have begge børn hjemme på samme tid, så Røveren tilbragte mere og mere tid derhjemme – han beholdt dog sin deltidsplads i vuggestuen, men kom derop meget mindre end tidligere.

Bassen vokste sig større, og vi startede i mødregruppe og til babysvømning – præcis som jeg gjorde med Røveren. Noget var dog meget anderledes denne gang. Bassen nød overhoveder ikke at komme til babysvømning – han skreg fra vi kom ind til vi forlod stedet. Og når vi var i mødregruppe ville han slet ikke ligge og pludre med de andre børn. Han græd med mindre han sad på mig. Det var et helt andet barn vi havde fået. Jeg plejer at sammenligne dem som babyer på denne måde; Der hvor Røveren var den, der kravleder over alle de andre børn i mødregruppen, var Bassen den, der lå stille og blev kravlet over af alle de andre. Der hvor Røveren var meget opsøgende, var Bassen mere tilbagetrukket.

Månederne gik, og Bassens personlighed blev bare stærkere og stærkere. Han var ikke én, der brød sig om meget larm og mange mennesker, og han havde det som blommen i ægget, hvis vi bare tullet rundt derhjemme, eller var sammen med nogle få mennesker vi kendte godt. Bekymringerne vedrørende den kommende institutionsstart voksede sig større og større, men jeg havde jo et job (som jeg kun havde været aktiv i i 1 måned!), der ventede. Tanken om at gå lidt længere hjemme med ham – indtil han var mere parat til institutionsstart – begyndte at spire, og vendepunktet kom en dag, hvor vi var til en familiesammenkomst. Selv om det bare var et stille og roligt arrangement, så var der for mange mennesker og for meget larm for Bassen, så Manden og jeg skulle skiftes til at være alene med ham inde på et værelse. Dette var kun et par måneder inden han skulle starte i vuggestue. Etter denne dag snakkede vi mere seriøst om at jeg skulle gå hjemme med børnene, og det begyndte at give mere og mere mening. Men da jeg jo lige havde fået et meget spændene job, som jeg jo rigtig gerne ville beholde, håbede vi på, at jeg enten kunne komme ned på MEGET nedsat tid (20-25 timer) eller få forlænget orlov. Det kunne jeg ikke. Og så blev afgørelsen taget.

Prøv lige at forestil jer DENNE samtale med min arbejdsgiver: “Jeg ved, at jeg kun har arbejdet her kun en lille måned, og at I så derefter har betalt for både en sygemelding OG en barsel, men siden jeg ikke kunne komme ned i tid eller få forlænget orlov, så vil jeg nu gerne sige mit job op!”

Pyha, jeg havde det SÅ dårligt inden denne samtale, men de tog det heldigvis rigtig flot! De kunne helt klart se, at min hverdag var meget anderledes ift. hvad vi alle troede da de ansatte mig, og helt ærlig så tror jeg måske de havde brug for én, der kunne have sit job som sin 1. prioritet, og det kunne de måske fornemme, at jeg ikke var klar til.

En sten faldt fra mit hjerte den dag jeg indleverede mig opsigelse, samtidig som en hel flok sommerfugler samlede sig i min mave. Nu skulle jeg til at være HJEMMEGÅENDE. Hvad indebar det? Kunne det lade sig gøre økonomisk i praksis (vi havde regnet på det inden, men det er altid anderledes når man står i det)? Hvad skulle man gøre for at stimulere børnene? Og hvordan ville jeg klare det? Ville jeg blive ensom? Og MANGE andre spørgsmål…

Det er disse spørgsmål jeg vil prøve at svare på i denne “serie”. Er der nogle af jer, der har et konkret spørgsmål I vil have svaret på, så spørg endelig!

Det er bare kold kaffe…og alle de andre løgne.

Jeg husker meget tydeligt den dag i min ungdom, hvor min mor havde taget en af os søskende i en løgn og sagde “det er da ikke sådan jeg har opdraget jer!”, hvortil jeg (ret kæphøjt – man var da teenager, ikke) svarede “jo, det har du”. Jeg tror hun blev ret paf over svaret, for der blev da stille – ihvertfald i et øjeblik, hehe. Det fik os desværre ikke ud af den klemme vi var kommet i, men jeg tror min mor indså, at vi nu var kommet til det tidspunkt, hvor vi kunne gennemskue de små løgne vi en gang imellem fik serveret. For det fik vi.

IMG_1927

Alle forældre lyver. Og påstår du noget andet, så lyver du. Det tror jeg helt oprigtig talt. Jeg lyver ihvertfald. Jeg har prøvet at lægge mærke til det de sidste par dage, og der har ihvertfald været en håndfuld løgne, der er blevet serveret fra mig eller min familie til Røveren og Bassen – eller imellem os voksne, for den sags skyld, mens børnene var til stede. Nogle eksempler på sådanne løgne kan være:

  • Når mit Cola-trip er gået lidt for langt, og jeg gerne vil have et glas til det stykke franskbrød med nutella som jeg tænker at indtage til morgenmad. I håb om at undvige spørgsmål og/eller kommentarer af mit valg af drikke prøver jeg at kamuflere det i et kaffekrus. Så heldig skulle jeg dog ikke være denne gang, så da Røveren stiller sig foran mig, peger på mit krus og spørger “hvad har du der?”, så ser jeg ingen udvej uden at svare “kold kaffe”. Ikke spørg mig hvorfor. Måske ville jeg ikke indrømme, at jeg havde prøvet at snyde mig til en omgang ubemærket Cola, eller var det fordi jeg ikke ville at han skulle tænke, at det var normalt at drikke noget så usundt så tidligt på dagen?! Dette er jo i sig selv komplet idioti. For det første var det sunde tog kørt da jeg hev frem nutellaboksen. Og Røveren kan ikke engang lide Cola, så han ville højst sansynlig ikke have tænkt, at cola til de voksne er lig med saftevand til børnene, eller hvad jeg nu var bange for…
  • Julemanden. Har I egentlig tænkt over det? Ikke blot lyver vi overfor vores børn, når vi år efter år spiller med på dette skuespil om en tyk mand, der kun giver gaver, hvis man har været sød, men oveni det hele så synes vi, at vi gør noget GODT for dem mens vi gør det! Just sayin’…
  • Jeg kan også godt finde på at fortælle mine børn, at Tivoli, Legelandet, Biblioteket, eller hvad end de nu gerne ønsker at besøge er lukket, hvis det ikke kan lade sig gøre at tage dertil….eller jeg bare ikke gider at tage dertil, ehem.
  • “Gæsterne kan ikke komme før du har hvilet dig lidt”. Det har jeg sagt en del gange efter Røveren stoppede med at sove til middag. Jeg ved ikke om I kan genkende det, men når vi skal have eftermiddagsgæster er det ekstra vigigt, at Røveren får hvilet sig lidt – ikke kun således, at han kan holde til at have gæster hele eftermiddagen/aftenen, men også så jeg kan få lidt afslapningstid og/eller tid til at forberede nogle ting inden gæsterne kommer. Man tænker måske ikke over dette som en løgn, men nu er det jo sådan, at gæsterne kommer kl. 15 uanset om Røveren har hvilet eller ej…det vet han bare ikke endnu, hehe.
  • Også de klassiske “hvide” løgne som vi voksne gang på gang gentager til hinanden; “nej, hvor ser du godt ud”, “det smager rigtig godt – jeg kan bare ikke spise mere”, eller “det vil jeg da gerne”…det kan godt være, at man kan snyde både modtageren og børnene med sådanne hvide løgne, men på et eller andet tidspunkt vil børnene fange det, at mor og far ikke altid mener det de siger (hvis man fx. kommer til at brokke sig i bilen, når man er på vej til det man “gerne ville”, men i realiteten helst ville slippe udenom).

Så jo, vi opdrager vores børn til at være løgnere. Men gør det noget? Er det altid det bedste at sige sandheden? Er det bedre at fortælle sin søster, at hun stadigvæk ser højgravid ud 3 måneder efter hun fødte, eller er det bedre at spille med på “hvor ser du godt ud, du har da tabt meget af babyvægten?”-skuespillet?

Og nu må du mere end gerne være uenig med mig, men i min optik er dette den type løgn, der er ok. Når der ikke er nogen, der tager skade af det, og når det ikke drejer sig om vigtige sager. Så ser jeg det blot som en del af de sociale spilleregler, som man skal lære at navigere rundt i – man skal nemlig lære at navigere rundt i, hvilke løgne det er ok at fortælle og hvilke, der ikke er ok. De skal også lære hen ad vejen, at der kommer konsekvenser, hvis man lyver – bl.a. kan folk miste tilliden til én, hvis man lyver meget. Og i sidste ende kan man miste venner, hvis man lyver for dem. Det er en meget fin balancegang, som man skal lære efterhvert som man bliver ældre.

Personlig synes jeg ikke det er ok at komme med trusler om diverse konsekvenser der kan komme, hvis man ikke gør dit eller dat, med mindre man tænker at gennemføre disse konsekvenser, hvis det kommer dertil – men det kan jeg da se, at der er mange forældre, der gør…der har vi åbenbart bare forskellige grænser. Jeg prøver også så godt jeg kan at forklare børnene tingene ligeud, hvis jeg og Manden diskuterer, hvis jeg er ked af det, er syg, eller lignende – men det er også lige meget for at de ikke skal være usikker på, om situationen har noget med dem at gøre. Det kommer dog i en børnevenlig udgave – blot fordi man fortæller dem sandheden, behøver de jo ikke alle de beskidte detaljer!

Her for et par dage siden prøvede jeg faktisk noget nyt – at være brutalt ærlig i en situation jeg egentlig ville have brugt en lille løgn. Jeg havde besøgt vores lille slikskab og fundet frem de to sidste mint-chokolader, der lå i en skål fra dagen forinden. Dem nød jeg til en kop kaffe mens drengene legede inde i stuen. Efter lidt tid kom Røveren løbende ind på køkkenet efter noget, og kunne hurtig spotte chokoladepapiret, der lå på køkkenbordet. Han spurgte naturligvis “hvad er det” (som børn jo nogle gange gør, selv om de godt ved, hvad det er). I min hjerne poppet nu det svar, som jeg nok normalt set ville have givet ham; “Det er chokoladepapir fra i går – kan du huske, at vi fik sådanne nogle når vi havde gæster forbi?”. Og så ville den være lukket dér uden at han ville have tænkt mere over det. Men i stedet valgte jeg som nævnt den brutalt ærlige metode; “Det et papiret fra de to chokolader, der var tilbage fra i går. Dem har jeg lige spist”. Efter at have sikret sig, at der ikke var flere chokolader tilbage, kigger Røveren på mig med sine store, brune øjne, der nu er fyldt med tårer, og går skuffet væk fra mig uden at sige noget… Suk. Altså, nu er det jo ikke noget, han tog skade af på nogen måde, men næste gang tror jeg faktisk jeg går tilbage til plan A, og stikker ham en lille hvid én.

Så kan det være at børnene på et tidspunkt i fremtiden prøver at komme udenom en klemme de er kommet i, ved at påstå, at vi har lært dem, at det er ok at lyve, men den snak må vi jo tage på det tidspunkt… Nu tror jeg, at jeg skal have en kop kold kaffe.

En alternativ julekalender

collage-julekalender1

Julemåneden nærmer sig med stormskridt, og lige så magisk og fortryllende som den kan være, så kan den også være både hektisk og dyr. Derfor en jeg en fan af løsninger, der ikke kræver enormt meget tid og penge, men som samtidig opfylder de traditioner vi har. Én sådan tradition, der hurtigt kan gå hen og koste både meget tid og mange penge er julekalender. Tit er det sådan, at man kan vælge at købe sig til en julekalender, men så ender det med at koste det hvide ud af øjet, og/eller være ret usundt. Hvis man på den anden side vælger at lave en kalender selv, så er min erfaring, at det tager umenneskelig lang tid at både købe ind til det, men ikke mindst at pakke alle de små gaver ind. 24 styks. Per barn. I rest my case… Fælles for begge de ovenstående løsninger er dog, at de kun indeholder ting – enten spiselige eller andet. Og det synes jeg er synd. Derfor har jeg lavet en anderledes form for julekalender til mine drenge – hvor der ikke kun er fokus på materielle goder, men også på oplevelser, forberedelser og traditioner.

Som jeg fortalte i går, så er dette en kalender, der både sparer dig for tid og penge, samtidig som den ikke indeholder en hel masse sukker (som børnene jo nok får lidt ekstra af i december uanset hvad)… Enkelt fortalt, så består julekalenderen af en blanding af ting (kreative ting eller bøger), opgaver (fx. være med til at bage pebernødder, lave julepynt), og udflugter (hente/pynte juletræ, besøge specelle julearrangementer i byen, låne bøger på biblioteket til juleferien o.l.). Én gang om ugen vil der dog også være slik at finde i kalenderen, som blot erstatter den lille mængde “weekend-slik” de plejer at få (jeg har skrevet det ind på lørdage, for det er der vores drenge plejer at få slik – det er nok en tradition jeg har taget med mig fra Norge. I kan jo naturligvis bare vælge at ændre dagen til fredag, hvis I ønsker at det skal passe med fredagsslik og Disneyshow 😉 ). På denne måde får man kombineret den “traditionelle” julekalender med det jeg ønsker at vise dem, at julen handler om; nemlig fællesskab og hygge – ikke kun at modtage materielle ting.

img_1466-683x1024

Jeg kan godt lide tanken om, at der både er ting, der giver os nogle oplevelser sammen og som samtidig gør, at de tager en del av de forberedelser, der ligger op mod julen. Mange af de ting de bliver involveret i er jo ting, vi skulle have gjort uanset. Og det at involvere drengene i dette tror jeg styrker deres selvværd og følelsen af at være “nyttige”. Det lyder måske skørt, men én af dagene vil der stå “I skal (sammen med mor&far) gøre huset ryddigt og rent til jul”. For os voksne kan det lyde som the worst gift EVER, men jeg har en oprigtig tro på, at børnene vil synes det er sjovt at være med til…det kan jeg jo rapportere om, når det er overstået, hehe. Selvfølgelig bliver opgaverne dog tilpasset deres ævner og tålmodighed.

De andre dage bliver fyldt af en blanding af ting og udflugter, dog ikke det vilde! Jeg er ikke så stor fan af at give børnene så mange ting, at det til sidst bliver taget for givet. Så bliver juleaften nærmest et anti-klimaks, med mindre der ligger gaver for mange tusinde kroner under juletræet. Så de gaver de får i kalenderen er små, men samtidig noget, der ikke blot er købt for at have en ting i kalenderen den dag. Der er en blanding af bøger (hvilket jeg tænker man aldrig kan få for mange af), og ting de mangler eller som jeg godt kan se fidusen i at eje – tegnesager, perleplader, o.l.. Udflugterne vil også være nogle, som vi måske ville have taget til uanset, så på den måden får drengene oplevelsen af, at der er en form for “nedtælling” til jul, uden at vi bruger en hel månedsløn på det.

img_1470-1024x683

img_1467-1024x683

Og så til det bedste af det hele: Både gaverne og opgaverne vil blive lagt i denne skønne æske jeg har købt i Søstrene Grene. Hver morgen kan drengene altså åbne låget og se, hvad kalenderen bringer. Det betyder altså INGEN tidskrævende indpakning af 2 x 24 gaver, INGEN papirspild o.l., og sidst med ikke minst – jeg kan omrokkere rækkefølgen på kalendergaverne som jeg vil! Jeg har lavet en liste over en del af tingene (jeg ELSKER at lave lister!!), men jeg er på ingen måde forpligtet til listen. Så hvis der står “bage pebernødder” den ene dag, men jeg kan se, at vi bliver lidt for præsset på tid, så kan jeg bare bytte det ud med en pixie-bog, og tage pebernødbagningen en dag, hvor der er god tid til det!

For at gøre det lidt ekstra sjovt, så har jeg købt denne lille nisse, som jeg vil sætte ovenpå låget hver morgen. Så tænker jeg at fortælle børnene, at det er denne nisse, der lægger opgaverne eller gaverne i æsken mens vi alle sover…og hvem ved, det kan jo også være han laver nissestreger nogle nætter 😉

Jeg er selv ret tilfreds med denne form for julekalender, og glæder mig til at tage den i brug. Jeg håber også I kan bruge den som inspiration!