Vores december skal indeholde…

Så er det ved at være deadline for julekalendere, for i morgen er der nok mange små (og store 😉 ) børn i det ganske land der er MEGET klar for at tage hul på december og julehyggen – og selvfølgelig julekalenderen!

Som jeg fortalte for et par uger siden, så har vi en lidt anderledes julekalender hjemme ved os, som jeg har valgt at kalde en “familiejulekalender”. Det har jeg kaldt den fordi  vi har kun én kalender der involverer os alle sammen. I kan læse mere om tankene bag denne kalender i dette indlæg.

7 glæder ved aldrig at skulle være gravid igen!

Når det nu nærmer sig slutningen af min tredje og (højst sansynligt) sidste graviditet, er der en del tanker der melder sig. Jeg kan blive en lille smule trist over at vide, at dette er sidste gang jeg skal prøve at mærke en baby give et lille puf fra sig og lignende, meeeeen, på den anden side er der SÅ MANGE ting jeg ser frem til ved det, at være færdig med at være gravid! Og jeg har samlet en lille håndfuld af de ting hér (og ja, jeg er godt klar over, at en del af dem er MEGET overfladiske 😉 ):

Dokumentation af fødsel – den bedste beslutning nogensinde!

Da vi ventede vores første barn for 5 år siden, var vi MEGA-forberedte – synes vi selv. Vi havde tømt en børneforretning for alle mulige slags ting (halvdelen fik vi nærmest ikke brug for), vi havde tjek-lister, en færdigpakket pusletaske flere uger før terminsdatoen, og et legetæppe der lå klart allerede inden Røveren blev født (HVIS han nu skulle få lyst til at lege med sådant noget umiddelbart efter vi kom hjem fra hospitalet, haha)..

Jeg/vi havde læst utrolig meget om hvordan man kunne forvente både før-, under- og efter fødsel, og vi havde sågar købt os til en “privat fødselsforberedende samtale” ved den jordemoder der er på den klinik, hvor vi også har fået foretaget vores private scanninger i alle graviditeter… Lad os bare sige, vi var så forberedte som vi kunne blive.

Alligevel var det en tilfældighed, der gjorde, at vi fik med noget af det jeg NU ser på som det aller vigtigste under selveste fødselsforløbet. Vi har nemlig et vennepar der havde termin ikke længe før os, men hvor kvinden så blev ramt af en svær svangerskabsforgiftning. For at gøre en kort (og lidt dramatisk for dem, tror jeg) historie kort, så endte det i akut kejsersnit, hvor moren ikke rigtig fik med sig så meget af det der skete – hverken i situationen eller de første timer efter baby var kommet ud.

Det fik os til at tænke over, hvad vi ville gøre hvis sådant noget skete med os (man kan jo i princippet aldrig vide om en fødsel ender i akut kejsersnit eller ej, vel?). Vi kom frem til, at det ville være meget fint, hvis vi på en måde kunne have et videokamera klart, således at Manden kunne snuppe det med, hvis jeg fx. skulle på operationsbordet og dermed være væk fra baby i nogle timer. På den måde kunne jeg også se hvad der skete og høre hvad der blev sagt i de første timer af Røverens liv, hvis jeg nu selv skulle blive forhindret i at tage del i det.

Derfor tog vi med vores “gammeldags” videokamera i tasken, når vi satte kursen mod hospitalet nogle uger senere. Vi var enige om, at det ikke skulle blive en “close-up” dokumentar af hvad der skete syd for navlen, men mere en afstandsbetragtning af hvad der skete under fødselen – og eventuelt efter fødselen, hvis det blev nødvendigt. Kameraet blev derfor stillet på en håndvask i den ene side af rummet, hvorfra man kunne se og høre det meste (uden, at man kunne se for meget, haha). Kameraet blev tændt og slukket nogle få gange i løbet af fødselsforløbet (det var et lidt langt forløb), men blev primært brugt i den sidste fase af fødselen. Det skal dog siges, at det på INGEN måde var noget der tog fokus fra hvad vi havde gang i…det eneste det krævede var jo nemlig, at Manden en gang imellem gik hen til håndvasken og enten tændte eller slukkede for kameraet – og for at være helt ærlig, så tror jeg han nød at have en konkret opgave at udføre (ud over at hente kolde omslag til min pande og give mig saftevand).

Nu gik fødselen heldigvis rigtig godt, så optagelsen af de pågældende videoer var strengt taget ikke nødvendigt – i hvert fald ikke i den sammenhæng som vi oprindelig tænkte. Men ved I hvad, jeg er SÅ glad for, at vi filmede alligevel. For ikke bare var der mange ting jeg ikke registrerede at skete rundt mig under fødselen (jeg har åbenbart en tendens til at “trække mig lidt ind i mig selv” under veerne), men bare det at kunne SE denne fantastiske ting ske, og høre Røverens første gråd om og om igen er intet mindre end uvurderligt! Det er den bedste gave vi nogensinde har givet os selv!

Derfor er det nok unødvendigt at sige, at vi gentog denne procedure da Bassen kom til verden halvandet år senere. Denne fødsel gik noget stærkere, og jeg nåede ikke helt at hænge med i alt det der skete, så derfor var det EKSTRA sjovt at se denne video, da jeg fandt kameraet frem her i weekenden. Jeg har ikke set videoen siden lige efter fødselen, og det var både tåkrummende, rørende og hysterisk morsomt at se og høre mig selv i den situation igen. Jeg er fx. på et tidspunkt meget klar i min holdning om, at “INGEN skulle røre ved mig” – hverken Manden, jordemoderen eller nogen anden…liiiiiige indtil en slem ve kom, og jeg råber “hold mine fødder, hold mine fødder, HOLD MINE FØDDEEEEEEER!!”. For så igen at fortælle dem – når veen var væk – at de skulle holde fingrene fra mig, haha. De stakkels jordemødre må gå en hel del igennem i løbet af en dag.

Jeg har derfor – som den første og vigtigste ting af dem alle – gjort kameraet klart til fødsel. Batteriet er ladet og klart til at være med på endnu en rejse af den mest fantastiske slags, og det er vitterligt det bedste råd jeg kan give videre til andre der på et eller andet tidspunkt i fremtiden skal føde et barn; tag et videokamera med, og lad det stå i en ende af rummet (alt efter hvad du er komfortabel med, naturligvis). Enten ender du med en fantastisk og unik film af noget af det mest vidunderlige, der er sket dig/jer (hvis det er en “god” fødsel), eller så får du måske muligheden til at være med på sidelinjen i nogle meget vigtige timer, hvor du selv desværre ikke fysisk kunne være til stede (hvis fødselen ikke gik som planlagt). Det er i hvert fald værd at overveje! 🙂

Kh Therese

Hvorfor sender jeg mine børn i institution, når jeg selv går hjemme?

Dette er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange den sidste tid. Både inden sommerferien, hvor jeg lige var blevet sygemeldt, men også i dén grad efter sommerferien, hvor drengene er startet i en ny institution, og vi alle har følelserne omkring denne opstart udenpå tøjet.

For selv om det som udgangspunkt går rigtig godt med opstarten i den nye børnehave, så er vi altså kommet ind i en periode, hvor især Bassen ikke synes det er sjovt at sige farvel. Dette gælder dog (heldigvis?) ikke kun når vi skal sige farvel i børnehaven, men også når far tager på arbejde om morgenen, hvis jeg skal noget en eftermiddag/aften eller lignende. Det er dog ikke nødvendigvs med skrig og skrål – han er nemlig rigtig god til stille og roligt at sætte ord på det, og siger, at han “vil savne os” – og det gør i dén grad ondt at høre på. Det skærer lige i hjertet.

Så den sidste uges tid har jeg helt seriøst overvejet, om jeg ikke bare skal lade ham/dem blive hjemme, nu hvor jeg jo alligevel er “hjemmegående/sygemeldt/straks-officielt-på-barsel”. Men jeg har bevidst ikke ladet dem blive hjemme de dage, hvor de/Bassen synes det er svært at sige farvel, af nogle få grunde. Dem får I lige her (og ja, dette er nok skrevet lige så meget for min egen skyld, så jeg kan se sort på hvidt, hvorfor jeg “går med til det”, når det nu gør så ondt).

Den ene grund til, at jeg ikke blot siger “ok, så kommer du bare med hjem igen” er, at når jeg jo allerede har sagt, at vi skal i børnehave i dag, så er det vigtigt, at jeg holder fast i det. På samme måde som jeg holder fast i, at der ikke skal slik ned i indkøbskurven på en tirsdag, og at man skal børste tænder inden sovetid. Jeg er af den helt klare holdning, at når man først siger noget er det vigtigt, at man gennemfører det – så ved børnene, at de kan stole på det du siger, og at mor/far er konsekvente. Alt andet vil være for uoveskueligt for dem, tror jeg.

Den anden grund er, at jeg jo tror, at det er godt for dem at komme i børnehave. Jeg har tidligere skrevet et avisindlæg (som faktisk snart bliver publiceret på voresbørn.dk *gisp*) der hed “små børn har bedst af at blive passet hjemme” – men det jeg skriver i den artikel var primært vedrørende mindre børn. Jeg tror oprigtigt talt på, at det er godt for børn, der er så store som mine (snart 4 og 5,5 år gamle) at komme i børnehave. Der lærer de nogle sociale spilleregler, danner venskaber og forbereder sig på den kommende skolegang, som jeg ikke kunne lære dem på samme måde. Og dette bliver jo egentlig også bekræftet af både børnene og pædagogerne, når jeg hører om, hvor meget de har hygget sig i løbet af dagen. Når børnene med begejstring fortæller de ting de har oplevet, og pædagogerne kommer med sit besyv – så kan jeg jo se, at børnene får noget godt ud af at være i børnehaven…

Den tredje grund til, at børnene kommer i børnehave selv om jeg går hjemme er, at jeg jo på nuværende tidspunkt ikke er “hjemmegående” i den forstand, at jeg går hjemme i det henseende at passe børnene. Jeg er jo hjemme fordi jeg er (meget!) gravid, og min krop er (meget!) mærket af det. Eller – det vil sige, jeg har det generelt bedre nu end jeg havde det inden jeg blev sygemeldt, men sådan skulle det jo også gerne forblive. Og jeg kan mærke, at jeg hverken har energi eller tålmodighed til at drøne rundt på samme måde som jeg kunne inden jeg blev gravid…og når lillebror melder sin ankomst om blot nogle få uger er det jo hellere ikke til at sige, hvordan vores hverdag ser ud det første stykke tid.
Så derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at det er rigtig fint, at drengene kommer i børnehave nogle dage, så kan jeg hellere hente dem tidligt og/eller give dem nogle (planlagte!) fridage, hvor der så er overskud og energi til at hygge sammen…

Jeg har dog en aftale med pædagogerne i børnehaven der hedder, at de skal ringe hvis de vurderer, at det ikke “bare” er almindelig ked-af-det-hed i forbindelse med det at sige farvel. Jeg hviler derfor i det at jeg ved, at de vil ringe hvis de vurderer, at en dag er lidt ekstra hård ved en af børnene, og de kunne have brug for at komme hjem og hvile/blive hentet tidligere end planlagt/hvad-nu-end-det-kan-være. For jo, selvfølgelig er det vigtigt at børnene lærer, at det er ok at savne, og at det er ok at blive ked af det (for så at opleve, at de kan komme over det), men det skal jo ikke være sådan, at de går rundt og er dybt ulykkelige en hel dag, hvor jeg “bare” går hjemme. Og den ordning kan jeg lide 🙂

Ja, sådan ligger landet altså. Derfor sidder jeg nu her i fred og ro og spiser en sen omgang morgenmad (en meget mandags-agtig havregrød med kanelsukker) og skriver et blogindlæg mens mine børn er i børnehave. Om lidt skal jeg få gjort en del praktiske ting (et par af dem er faktisk lidt spændende blog-relaterede ting *VIB (very-important-blogger)* haha), og ryddet huset, da det ligner lidt et bombenedslag efter vi kom FULDSTÆNDIG flade hjem fra et weekend-ophold i legoland i aftes. Og SÅ skal jeg have hentet mine dejlige drenge igen…jeg glæder mig allerede.

P.S. Det kan være I også har lyst til at læse/genlæse det indlæg jeg skrev for et års tid siden et omkring Bassens vuggestuestart , hvor jeg skrev om mange af vores tanker og erfaringer omkring at lade et “stort” barn (han startede da han var 2,5 år) starte i institution, hvilket helt klart er noget jeg har med i baggagen ved denne “indkøring”…

Jeg bliver aldrig mor til en pige…

Nu er det jo et par dage siden jeg fortalte, at det er endnu en lille dreng, der gemmer sig i min mave. Og hvis man så også husker, at vi er ret enige herhjemme om, at dette er det sidste barn vi skal have, så kan man jo ret hurtigt regne ud, at jeg ikke vil få glæden af at blive mor til en pige…

Babys køn har vi (som skrevet hér) kendt i et stykke tid, da vi allerede i uge 14 var inde til en kønsscanning ved en privat klinik her i Århus. Som jeg dog også skrev i det nævnte indlæg, så var jeg til den pågældende scanning meget mere optaget af at få at vide, om baby så sund og rask ud, da vi jo havde fået lidt “dårlige tal” ved nakkefoldscanningen nogle få uger forinden.

Til denne scanning – lige efter vi havde fået bekræftet af jordemoderen, at absolut alt så ud som det skulle, og at hun på ingen måde kunne forestille sig, at vi ville få et dårligt svar på NIPT-testen, så strejfet tanken mig; Er jeg træt af, at vi venter “endnu en dreng”? Det kan godt være en tabu ting at indrømme for sig selv, og måske især over for andre mennesker, men ikke mindre tror jeg stadigvæk det er en reel følelse mange sidder med, hvis/når de får at vide, at de ikke skal prøve at være forælder til det samme køn (dette tænker jeg nemlig gælder både mænd og kvinder)…?

Jeg har da også både tænkt og sagt det tidligere, at det ville da være meget sjovt at prøve at være mor til en pige, og sådan har jeg det da stadigvæk…der er da ingen tvivl om, at det ville være meget spændende at prøve at være mor til en pige, men på den anden side hviler jeg meget i min rolle som “drengemor”. Måske er det derfor jeg IKKE er ked af, at jeg ikke skal være mor til en pige. Jeg tror min personlighed passer meget godt til at være drengemor. Jeg er fx. meget bedre til at lege lidt vilde lege, end jeg er til at lege “rollespil” med dukker osv – og JA, jeg er godt klar over, at piger godt kan lege meget vildt, og at drenge også leger med dukker, but you get the point. Det er faktisk lidt af min pointe – drenge kan jo gøre mere eller mindre de samme ting som piger, og omvendt – det kommer jo mere an på personlighed end køn!

Selvfølgelig er der nok nogle ting samfundsnormerne sætter grenser for (fx. er der begrænset hvor meget hårpynt der er til drenge), så derfor kan jeg forestille mig, at hvis man er typen der måske havde glædet sig til at lave forskellige søde fletninger og håropsætninger på en datter, så bliver man lidt begrænset. Men sådanne ting har jeg aldrig drømt om, hvilket nok også er med til at gøre det nemmere at ikke være ked af ikke skulle blive mor til en lille pige.

Den eneste ting jeg dog har tenkt over er, at jeg aldrig vil få en datter som selv bliver mor. Altså, vi kan vel alle blive enige om, at dét er en af de store (biologiske) forskelle på manden og kvinden – når de bliver forældre. Der er det jo pigen/kvinden, der oplever de fleste forandringer, i hvert fald inden babyen kommer. Og som oftest er det jo den kommende mormor, der bliver mest involveret i den process, da det jo kun er naturlig at man har et tættere forhold til sin biologiske mor end sin svigermor… Meeen, så er det her jeg har besluttet mig for, at når den tid kommer må jeg bare gøre alt hvad jeg kan for at være den sødeste, sejeste, mest hjelpsomme og involverede (på den gode måde, haha) svigermor, således at min kommende svigerdatter får lyst til at inddrage mig i processen!

Og til sidst så er der nok ingen tvivl om, at det faktum at vi havde nogle meget større bekymringer end hvilket køn baby havde inden vi kom til den pågældende kønsscanning gjorde, at vi ikke havde tænkt så meget over, om vi ønskede os en pige eller ej – vi ønskede, håbede og bad blot om, at baby var “ok”. Og da vi så fik det at vide kunne vi ikke være mere overlykkelig over den besked vi havde fået.

Jeg er SÅ taknemlig for, at vi skal have endnu en sund og rask lille mand <3

Når man fravælger moderkagebiopsi.

Hej igen.

Det var ikke meningen, at det sidste indlæg, hvor jeg skrev om den lidt dårlige besked vi fik til nakkefoldscanningen skulle slutte på sådan en “cliff-hanger-måde”…jeg havde egentlig tænkt at skrive et noget længere indlæg, men jeg startede med at skrive indlægget søndag morgen, efter at børnene havde fået lov til at placere sig foran fjernsynet til en god omgang Rosa fra Rouladegade (som er det store hit herhjemme pt.) 🙂 Men sådan et program varer jo ikke i evigheder, og når drengene så besluttede sig for at prøve at tage livet af hinanden efter programmet var færdig (hvilket også virker til at være et stort “hit” herhjemme pt…), så blev jeg pent nødt til at pakke computeren væk lidt tidligere end håbet. Anyway, jeg samler tråden op, der hvor jeg slap den:

Efter en weekend fyld med Røverens fødselsdagsfejring, blandede følelser, lidt for mange tanker og alt for meget googling (SOM OM det er muligt at tage fra en nakkefoldscanning med sådan en besked UDEN at google på livet løs) vendte vi tilbage til hospitalet den efterfølgende tirsdag med et A4-ark helt og aldeles fyldt med spørgsmål. I kid you not – der var ikke en linje på det ark, der ikke var skrevet på…

Vi havde naturligvis talt lidt om det forinden (og heldigvis havde vi også i tidenes morgen – inden vi blev forældre for første gang – talt om hvordan vi havde det med sådanne ting, som på det tidspunkt var meget surrealistiske, men som nu var meget virkelige), og vi var nogenlunde enige om tingene; en abort var mere eller mindre ikke på tale (jeg siger mere eller mindre, fordi vi blev enige om, at hvis det viste sig, at baby fejlet noget der var SÅ ALVORLIGT, at der ikke var nogen chance for liv efter fødsel, så ville vi tage snakken igen – selv om jeg ikke tror udfaldet af sådan en snak ville have været anderledes). Og derfor ville vi så vidt muligt også undgå en moderkagebiopsi i og med, at den ville medføre en abortrisiko – omend meget lille.

Vi ville dog gerne vide mere om de andre alternativer vi havde, for om ikke andet så ville vi gerne kunne forberede os på det, hvis vi om et halvt års tid stod med et barn med en eller anden form for kromosomfejl – og dertilhørende følgesygdomme. I de fem minutter vi talte med hende, der scannede os til nakkefoldscanningen fik vi nemlig ikke meget specifik information – vi fik blot at vide, at der var jo et hav af forskellige kromosomsygdomme, og mange forskellige “grader” af de forskellige sygdomme, så de kunne slet ikke sige noget mere om, hvad vi kunne forvente/frygte.

Til vores snak med overlægen fik vi dog at vide, at det hormon som var lidt lavt i mine blogprøver åbenbart kun indikerede risiko for Trisomi 21, altså Downs Syndrom. I forhold til de andre (og som hovedregel meget mere alvorlige) kromosomsygdomme var vores risikotal normale. Arj, altså – jeg kan sige jer, jeg er stadigvæk ret harm over, at hende der scannede os til nakkefolden ikke gav os denne besked -for overlægen brugte de samme tal og oplysninger som jordemoderen der scannede os, så vi kunne altså have fået dette at vide allerede ved nakkefoldscanningen (og dermed sparet os for en weekend med alt for mange bekymringer og tårer). For der er altså MEGET stor forskel på, om man er i risiko for at få et barn med trisomi 21 eller trisomi 13!

Efter overlægen havde hørt vores overvejelser, og vi havde fået svar på de spørgsmål vi havde blev vi enige om, at den måde vi skulle gå videre, var ved at foretage en NIPT (Non-invasive-prenatal-test). Dette er en simpel blodprøve taget fra mig, hvor de skiller babys kromosomer fra mine, og på den måde kan sige med meget stor sandsynlighed, om fosteret har en kromosomfejl. Denne type test fungerer især godt når det er risikoen Down Syndrom man vil undersøges for, da den kan sige dette med næsten 100% sikkerhed (den kan “kun” give omkring 90% sikkerhed om de andre trisomier). Så jeg fik foretaget denne test umiddelbart efter vores snak med overlægen, og så skulle denne test suppleres med en scanning i uge 16, hvor en overlæge ville foretage en tidlig “misdannelsesscanning” for evt at kunne udelukke nogle af de mest almindelige følgesygdomme.

Denne kombination var helt perfekt for os. Og vi var helt enige om, at hvis testen kom tilbage med lav sandsynlighed for kromosomfejl, så kunne vi SAGTENS hvile i det (man kan aldrig blive 100% sikker, kan man?), og hvis testen så sagde, at der mest sandsynligt VAR en kromosomfejl, så ville vi genoverveje en moderkagebiopsi, for i så tilfælde at vide lige præcis hvad vi kunne vente os…

Vi fik besked om, at hvis svaret på NIPT-testen var godt, ville vi blot modtage en mail i e-boks, men hvis svaret kom tilbage med stor sandsynlighed for kromosomsygdom, så ville de ringe til mig. Puha, jeg kan sige jer, at de næste mange dage fik jeg en kæmpeklump i maven hver gang telefonen ringede, og hvis det oveni var et nummer jeg ikke kendte, så var jeg nærmest ved at græde allerede inden jeg havde taget telefonen. Men vi kunne ikke gøre andet end bare at vente…i op til to uger!! To af de længste uger jeg nogensinde har været igennem.


Efter 10 dage tikkede der dog en mail ind i min e-boks <3


“Risiko for kromosomfejl…”

…Det var den besked vi forlod lokalet med, da vi havde været til nakkefoldscanningen i uge 12.

Og lad mig være helt ærlig, det var en mavepuster af dimensioner. Man ved jo godt, at det jo egentlig er derfor man får lavet alle de forskellige tests i starten af graviditeten – for at kunne beregne om alt går som det skal. Men når man så kommer til scanningen, så drejer ens tanker sig mere om det at se baby osv, for man går jo ind med en forventning om, at alt er som det skal – det gjorde jeg i hvert fald.

Scanningen gik som sådan rigtig fint. Alt så ud som det skulle, og hende der scannede kom til og med med bemærkninger om, at man “virkelig kunne se meget – altså på en god måde”…vi kunne nemlig se både at rygraden var som den skulle, at baby drak og at der dermed var gang i maven, osv – ting man ikke altid kan se allerede i uge 12.

Derfor var det med et stort smil på læben jeg rejste mig fra briksen når scanningen var over, og jeg havde nærmest en halv fod ud af døren, da hun fik en lidt mere alvorlig mine…der var nogle tal i mine blodprøver, der ikke havde været så gode. Og dét, kombineret med min alder (SAY WHAT?!!! Jeg er 30 år…det havde slet ikke faldet mig ind, at min alder kunne trække ned!), så kom vi altså i det, der kaldes for “risikogruppen for kromosomfejl”.

De næste 5 minutter var en blanding af mistro, alvorlig snak, tårer og en reality-check…for selv om vi var kommet i denne risikogruppe, så var risikoen hellere ikke større end, at man kan kalde den meget lille. Som i lidt under én procent chance. Så i mit hovede prøvede jeg at vende den om; vi havde altså lige fået at vide, at der var lidt over 99% chance for at alt var som det skulle med baby. Og det er jo egentlig ikke helt skidt.

Alligevel var der enormt mange ting, der fløj igennem hovedet. For når bare mistanken er plantet dér, så er det svært ikke at give den (for meget) plads. Og nu skulle vi tage stilling til, hvad vi ville gøre videre. Ville vi få lavet en moderkagebiopsi (som er det mest almindelige valg – dog også det valg, der er mest risikoforbundet med tanke på abort), ville vi prøve nogle alternative tests (som ikke kunne give lige så sikkert svar som moderkagebiopsien, men som ikke havde nogen abortrisiko), eller ville vi bare lade tingene være som de var, og leve med, at oddsene var på vores side (igen; der var 99% chance for, at alt var som det skulle)..

Dette var en fredag. Faktisk på Røverens 5 års fødselsdag. Og nu skulle vi bare tage hjem og vente til på tirsdag, hvor vi kunne få en snak med en overlæge – og evt få lavet en moderkagebiopsi, hvis det var det vi ønskede. Men i weekenden skulle vi ikke lave noget. I hvert fald ikke google.

(læs fortsættelsen hér)

Derfor får du ikke mine børn at se…

IMG_1877

Min læringskurve indenfor de sociale medier har været enormt stejl. Jeg startede ud med facebook for snart 10 år siden (nej, jeg havde ingen myspace eller lign. forinden…faktisk var det først dér, for 10 år siden, jeg fik den første computer, der kunne anvendes til mere end at skrive worddokumenter og lægge kabale). Og hvad gjorde jeg på facebook for 10 år siden?

Som så mange andre var jeg nok meget generøs med alle mulige random opdateringer, for facebook opfordrede jo ligefrem til at fortælle jer, at “Therese er…” – og så var det jo nærmest min pligt at fortælle omverdenen dét. Der blev også delt flittigt ud af billeder. Jeg har stadigvæk nogle album på min facebook, der hedder “my life anno 2007”, “my life anno 2008”, etc, haha. Men det største fejl jeg dog begik som helt fersk på de sociale medier var, at jeg en sommer delte billeder af nogle børn i min familie, der løb nøgen rundt i haven. Jeg havde dog tænkt så langt, at jeg havde sat mine privacy-indstillinger til de billeder som “private”, og så var der jo ingen andre end dem, jeg havde sagt god for, der kunne få tilgang til de her billeder, vel?

IMG_2363

Jeg synes derfor børnenes mor var noget sippet og “over the top” da hun spurgte om jeg ikke ville fjerne de her billeder…men jeg gik naturligvis med til det, for så vigtigt var det altså ikke for mig.
I eftertid har jeg virkelig siddet og slået mig selv i hovedet over, hvor naïv jeg var. Ikke bare for at dele billeder af nøgne børn på et socialt medie, men også for rent faktisk at tro, at en sølle privacy-setting kunne beskytte de billeder jeg uploadede.

Man kan derfor trygt sige, at da jeg selv blev mor, så var jeg noget klogere på, hvilke billeder jeg ville dele med omverdenen. Jeg havde faktisk også en blog på det tidspunkt jeg fik min første søn. “My Life As Therese” hed den, og var virkelig en blandet landhandel – både indholdsmæssig og kvalitetsmæssig. Der gik dog lang tid inden jeg/vi delte billeder på de sociale medier, hvor man kunne se Røverens ansigt – både på vores “private” sider og også på bloggen.

Jeg havde dog en indre kamp på det tidspunkt, om hvorvidt jeg ønskede at vise billeder af børnene (eller, på det tidspunkt; barnet) på bloggen. Det var trods alt en helt anden platform end fx. facebook, og de historier der fulgte med billederne kunne nemt blive noget, der kunne “hjemsøge” børnene (barnet) i fremtiden…ikke forstået på den måde, at jeg føler, at jeg har UDLEVERET børnene i det jeg skriver – men der vil uanset hvad være ting, man ikke liiiiige synes det er superfedt at kammeraterne kan læse når man er teenager. Og i sidste ende, så blev dette en af faktorerne der førte til, at jeg lukkede ned for den første blog (dét, og det faktum, at jeg ikke havde nogen “retning” på bloggen, så derfor så jeg ALT i min hverdag som et potentielt blogindlæg, og det kan man altså blive en lille smule skør af, haha!)

trekløver

Mit ønske og min lyst til at blogge forsvant dog ikke, så efter et par år besluttede jeg mig for at starte op igen – denne gang med et nyt domæne, en lidt mere tydelig retning for bloggen, og nogle helt klare retningslinjer for, hvordan jeg skulle “beskytte” både mig selv og min familie.

Derfor blev det helt fra starten af besluttet, at jeg ikke ville dele billeder af børnenes ansigt på bloggen. Det er delvist for at beskytte deres ret til privatliv – de er trods alt ikke gamle nok til at sige til eller fra ift hvor meget de vil “udstilles” på et offentligt medie, som denne blog jo nu engang er. Så kan man jo sige, at når der alligevel er “offentlige” billeder af børnene på min private facebook, så forsvinder styrken i dette argument…men der er dog også en anden grund er også dét, at jeg ikke vil vise børnene på bloggen (eller instagram for den sags skyld, som jo er direkte knyttet til bloggen), og det er, at jeg gerne VIL have et skille mellem hvad der er privat og hvad der er offentligt i mit liv.

Jeg bruger bloggen (og instagram) som en legeplads for mig selv og mine kommunikative evner. Som et frirum, hvor jeg kan skrive hvad jeg har lyst til, og som et sted, hvor jeg kan træne mine færdigheder. Men det er stadigvæk sundt for mig, at hele tiden have for øje, at det er en offentlig platform, som derfor ikke skal indeholde ting der tilhører mit private liv…

img_4184

Som I nok også har opdaget, så vælger jeg også at bruge kaldenavne på både Manden og drengene, da jeg også ønsker at beskytte dem fra, at deres navne “dukker op” i et blogindlæg ved en googlesøgning nogle år i fremtiden. Jeg ved selv, at jeg ville synes det var ubehageligt, hvis nogen skrev lange indlæg om mig (med mit rigtige navn) uden at tjekke med mig, om jeg synes det var ok – også selv om det måske var godt ment.

Derfor har jeg altså valgt at være på den helt sikre side, og både undgå at bruge deres navne og vise billeder af dem. Og trust me; de er nogle virkelig SKØNNE drenge, så det er megasvært til tider IKKE at vise jer billeder af dem! Især hvis man tænker på, at der jo egentlig ikke skal mere end en google-søgning til for at finde billeder af dem i andre settings. Men nu er det nu engang det valg jeg har taget, og foreløbig vil jeg holde mig til det – så må vi se om tiden ændrer min holdning (som den jo nogle gang får os til at gøre 😉 )

Hvad tænker I om det? Kan I følge mig i tankegangen, eller synes I jeg er for “hys”? Jeg er nok efterhånden den eneste blogger (eller kender I andre), der slet ikke viser billeder af børnenes ansigter. De fleste andre viser billeder af sine børn, men dog i så fine og “neutrale” situationer, at det ikke som sådan er noget, der kan “forfølge” børnene – det er nok også sådan jeg ville ende med at gøre, hvis jeg en dag beslutter mig for at det er ok, at børnene vises frem på bloggen… Man har jo også dem, der i mine øjne udleverer børnene på en måde, der slet ikke er okay, men det får blive en anden snak.

Nu vil jeg ind og kysse mine smukke (sovende) børn, og gå tidligt i seng, så jeg er klar til en ny uge. Vi skrives ved.

Kh Therese

Nu må det altså være nok!

I fredags skrev jeg nedenstående i en familiepolitisk facebook-gruppe jeg er med i – det er den samme gruppe som jeg ‘repræsenterede’ i April sidste år, da jeg havde en snak med tv2 om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Denne gruppe kæmper nemlig for at få familiepolitik på politikernes dagsorden, hvilket jeg mener er enormt vigtig. For situationen i fx daginstitutionerne, er pt. langt under hvad vi burde acceptere. Både for børnenes skyld, men også for de pædagoger og medhjælpere, der arbejder i institutionerne. I fredags oplevede vi én af de ting, der er en direkte konsekvens af de mange nedskæringer på børneområdet. Og jeg blev både ked af det og vred – ikke på pædagogerne eller institutionen (dem af jer, der har fulgt med herinde et stykke tid ved, hvor utrolig glade vi er for institutionen) – men på det system, der præsser så meget ud af institutionerne, at det igen er blevet et sted, hvor børnene mere eller mindre kun “opbevares”.

Ironisk nok er det lige præcis dét jeg har skrevet om i den klumme, der bliver udgivet på onsdag. Men, for now, kan I jo lige se det eksempel jeg taler om. Og det værste af det hele er, at det ikke engang er ekstraordinært (kunne jeg forstå på alle de kommentarer, der kom inde på den nævnte gruppes facebook-side). Det er åbenbart bare sådan det er blevet. Og det er ikke godt nok!

FullSizeRender-2

I dag har jeg afleveret min søn i en vuggestuegruppe, hvor der ikke var en eneste pædagog – den ene pædagog havde sin ugentlige fridag, og den anden var syg. De havde godt nok fået vikarer ind, men ingen pædagoger – kun medhjælpere (som primært består af unge (teenage)-piger). De her unge piger har de næste 8-10 timer ansvaret for 19 børn i alderen 10 mdr til 3 år… … …

Det positive i vores tilfælde er, at min dreng er så stor, at han er ved at blive overført til børnehaveafdelingen, hvorfor han kun skal være i vuggestuen indtil kl. 11 i dag. Det negative i vores tilfælde er, at de i alt kaoset havde glemt, at siden det er hans sidste dag i vuggestuen i dag ville han have havremuffins med til morgensamlingen kl. 9 – de var gået i gang med andre ting og kunne ikke overskue at holde samling, så de beklagede meget, men sagde, at de nok skulle finde ud af at dele muffinsene ud på et andet tidspunkt – forhåbentlig mens min søn stadigvæk var i vuggestueafdelingen.

Nu er det ikke dét med muffinsene, der er hovedpointen her (selv om han ikke kunne skjule, at han var skuffet/ked af det). Hovedpointen er, at det er så enormt sårbart, når man kun har normering til to pædagoger på en (vugge)stue! Så sker der nemlig lige præcis sådanne ting som i dag. Personer uden den rigtige uddannelse får ansvar for et stykke arbejde de ikke er udrustet til. Og det går ud over både dem og børnene. Og pædagogerne også, for den sags skyld, som nok véd, hvad det koster både børnene og kollegaerne, at de melder sig syge, og derfor ender med at præsse sig selv mere end hvad godt er.

Jeg lukkede døren til institutionen med et meget tungt hjerte i dag – og min søn er trods alt tre år og ret selvhjulpen…jeg tør ikke tænke på, hvordan forældrene til de aller mindste må have haft det. Eller hvordan børnene har det.

Man ville aldrig sætte en ufaglært person til at have ansvaret for noget der krævede uddannelse i en anden branche, men når det “kun” er vores børn det drejer sig om, så går det nok, eller?! 😠😤
Nu må det altså være nok! #minimumsnormeringerNU
.
.
Edit: Jeg vil gerne have lov til at sige, at dette ikke er en kritik af selve institutionen – vi er generelt meget glade for den! Problemet ligger i, at den – i lighed med alle andre – er presset af alt for ringe vilkår…både ledelsen og pædagoger/medhjælpere gør så godt de kan, men det er altså ikke nemt at “hente hjælp fra andre” (som én foreslog), når alle er lige pressede… Den eneste måde man kan komme ud af denne negative spiral er ved at give institutionerne bedre vilkår!



Det skal lige nævnes, at de søde medhjælpere sørgede for, at der blev holdt en samling lidt senere på dagen – inden han skulle over i børnehaveafdelingen, så han nåede at spise en afskedsmuffins med sin gruppe alligevel <3

Og i morgen starter han for alvor i børnehaven.

En snak med tv2 om balance mellem arbejdsliv og familieliv.

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så vil vi herhjemme være bænket foran fjernsynet kl 19. i aften (eller – vi har ingen tv-pakke, så vi skal nok ud af huset for at se det). Der kommer der nemlig et indslag i tv2-nyhederne vedrørende balancegangen mellem familieliv og arbejdsliv, hvor jeg er med. Mere specifikt skal det handle om småbørnsforældres (manglende) muligheder for at komme på deltid.

Jeg er nemlig medlem af en gruppe, der hedder familiepolitisk netværk, der har som mål at få familiepolitik på politikernes dagsorden. Stifterne af denne gruppe har i et langt stykke tid arbejdet på et Idékatalog med familiepolitiske anbefalinger, der har som mål at nå ud til politiske partier, interesseorganisationer, fagbevægelsen, kommuner, osv. Dette katalog er nu “udgivet”, og i den forbindelse skulle der laves et indslag på tv2-nyhederne der omtaler dette katalog, og de idéer, der bliver præsenteret i det (du kan se hele idékataloget på fampol.dk). Èn af idéerne er småbørnsforældres ret til at komme på deltid. Derfor søgte de en person, der havde sagt sit job op fordi det ikke havde været muligt at komme på deltid. Dem af jer, der har læst vores historie ved, at inden jeg blev hjemmegående, så søgte jeg om at komme ned i tid på min arbejdsplads. Da det ikke kunne lade sig gøre sagde jeg mit job op, og Manden og jeg besluttede os for, at jeg kunne vente et par måneder inden jeg begyndte at søge deltidsstillinger.

Som I nok kan regne ud, så blev vi meget glade for, at jeg ikke havde et (betalt) job jeg skulle passe – så glade for det, at vi blev ved med at udskyde min jobsøgning nogle måneder frem. Ikke kun fordi at der var bedre tid til at se til alle de praktiske ting, der skal sørges for når man har to små børn (for der er ingen der kan benægte, at der ligger en del arbejde i det at have små børn). Men også fordi vi blev rigtig glade for, at vi selv kunne have meget tid sammen med dem. Vores ældste søn kunne komme i børnehaven så meget eller lidt han og vi ønskede, og yngstemanden kunne vente med at starte i institution. Personlig har jeg været meget glad for at få lov til at have så meget tid sammen med drengene, Manden har været glad for at han kunne få lov til at “køre karriere” uden at skulle bekymre sig om lukketider og sygedage, og som par har vi været meget glade for at vi IKKE skulle stå og skændes hver gang feberen har banket på vores dør (for med to drenge der nu er hhv. 2,5 og 4 år, så har der været RIGELIG af sygdomsdage i vores hjem de sidste par år)! Det at jeg har kunnet klare mange af de praktiske ting tidligere på dagen har også kommet hele vores familie til gode, da vi har haft tid til at være sammen om eftermiddagen og aftenen, både inden og efter børnene er kommet i seng.

Jeg tør også godt påstå at sige, at dette har været en rigtig god investering i vores børns liv også. Som nævnt har 4-åringen (som jeg herinde kalder “Røveren”) hele vejen igennem beholdt sin deltidsplads i institutionen, så han har hele tiden haft tilknytning til sine venner deroppe, og er glad for at kunne komme afsted. Da vi havde “overgangs-samtalen” med hans kontaktpædagog i forbindelse med at han skulle rykke fra vuggestuen til børnehaven blev vi bekræftet i vores valg. Der fik vi nemlig at vide, at vores søn var en meget “populær” dreng, og det var fordi han havde overskud til de andre børn. Pædagogen fortalte også, at Røveren var en meget empatisk dreng, der inviterede de andre børn ind i legen, og nemt kunne “rumme” de andre børn og deres følelser. Pædagogen var ikke i tvivl om, at meget af dette overskud kom af, at han havde en del tid herhjemme, hvor han kunne “lade batterierne op”.
Vores yngste søn, “Bassen”, er ikke startet i institution endnu. Han var helt fra starten af en lidt mere “forsigtig” og tryghedssøgende dreng, så det at han skulle tilbringe over 8 timer hver dag et sted hvor vi vidste, at der ikke var bemanding nok til at tage sig af ham på den måde han havde brug for, var ikke noget vi ønsket (for uanset hvor søde og dygtige og fantastiske vi synes de pædagoger, der er i institutionen er, så er det altså UMULIGT for dem at få mere end det ene skød og de to arme de nu engang har). Så det at jeg sagde mit job op har gjort, at vi har kunnet vente til Bassen blev lidt ældre, lidt mere “robust” og sikker på sig selv. Vi har været ude blandt andre børn i faste legestuer og legegrupper, men vi har taget det i HANS tempo – og i dag er han en lille mand, der er klar på at komme ud og opleve verden (og skal starte i institution om en måneds tid!!!).
Udover dette har vi, som nævnt, haft god tid til at komme over sygdom, og børnene har derfor ikke blevet “tvunget” ud i at tage nogen steder inden de var helt raske.

trekløver

Mange af de ovenstående ting kunne også have været tilfældet, hvis jeg “blot” var kommet ned i tid, i stedet for at gå hjemme på fuld tid. Så ville Bassen rigtignok skulle have startet i institution en del før, men hvis det ikke havde været alt for mange timer om dagen, så kunne han måske bedre have overskuet det. Og vi som forældre ville nok også have haft det bedre med det. Jeg nævnte det for journalisten da hun var her (men ved ikke om det bliver “klippet væk”), at jeg tror ikke man skal undervurdere hvor meget det kræver af et barn at være “på” i så mange timer – især hvis barnet er lidt mere introvert end gennemsnittet. Og jeg tror også helt klart, at forældre der er tilfredse med situationen, har mere overskud til at give den gas på arbejdet, end forældre, der ikke føler de strækker til – hverken på hjemmefronten eller arbejdsfronten.
Det er derfor min mening, at det vil være en rigtig god samfundsmæssig investering at skabe en ramme, hvor der er større mulighed for de forældre der ønsker det at komme ned på deltid i de år børnene er helt små. Så kunne man måske få reduceret antallet af småbørnsforældre der føler sig stressede og utilstrekkelige, og der ville samtidig blive større mulighed for at tilgodese børnenes forskellige behov. For selvfølgelig skal de forældre der ikke ønsker at komme på deltid lade være med det. Man skal stadigvæk kunne indrette sin tid som man vil – der vil bare være lidt større muligheder for dem, der ønsker at gå en anden vej end hvad de nuværende rammer tilbyder.

En af de ting journalisten spurgte mig om var “når det nu åbenbart kan lykkes uden at samfundsrammerne bliver lavet om, hvorfor skulle politikerne så ændre noget” (eller noget i den stil). Lige i farten svarede jeg blot, at “det kun havde lykkes for os fordi vi havde været heldige med timingen. Vi havde en lille opsparing som gjorde, at vi kunne klare os i denne periode, og jeg derfor kunne sige mit job op. Det var det jo ikke alle der kunne…” – Og dette er jo rigtignok i sig selv – eller, vi har ikke “kun” været heldige – det har også krævet meget klare prioriteringer fra vores side, men I forstår hvad jeg mener.
Jeg har dog slået mig selv i hovedet nogle gange over, at jeg IKKE sagde “Jo, det lykkedes, og så alligevel ikke. Havde det lykkedes, så ville jeg stadigvæk være i mit arbejde – blot på meget nedsat tid. Nu blev jeg glad for at “gå hjemme”, men det er ikke alle der vil eller kan tage sådan en drastisk beslutning. Og det tror jeg hellere ikke politikerne er ude efter – for så mister danmark jo mange skatteydere, og mange arbejdstagere mister sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor skal der skabes nogle bedre rammer for dem, der ønsker at finde en gylden middelvej, hvor man kan drosle lidt ned for karrieren i nogle år så man kan tage mere hensyn til dem, der skal bære Danmark om nogle år”. Jeg har ærget mig lidt over at jeg ikke fik det med, men jeg håber budskabet kommer nogenlunde godt frem alligevel i aften. Det bliver spændende at se – husk at kig med; KL. 19.00 PÅ TV2 I AFTEN!

P.s. hvis du vil læse mere om mine holdninger til familie- og arbejdsbalance vil du måske finde mine klummer for Århus Onsdag/Syd interessante!