Økonomi som hjemmegående – budget #4

I dag er det Agnete der har svaret på mine spørgsmål om deres familieøkonomi. For dem har der ikke været de store udfordringer forbundet med dét at leve for én indtægt, fordi de aldrig har været vandt til andet… Jeg synes dog stadigvæk det er sejt, at de formår at lægge så meget til side hver måned til opsparing! 

 Se hendes svar her til mine spørgsmål omkring økonomi som hjemmegående hér:

1. Vil du fortælle lidt om dig selv og din familie?


Mit navn er Agnete. Jeg er 26 år og bor i ejerlejlighed i Hvidovre med min mand Sigurd og vores to børn, Ester på 2½ år og Ulrik på 9 mdr. Jeg blev færdig med min uddannelse som karakteranimator i 2016 få måneder inden jeg fødte Ester. Siden da har jeg gået hjemme. Sigurd arbejder fuld tid i et spilstudie i København og vi har en drøm om at han engang starter sit eget firma, så vi kan flytte i noget større og tættere på vores familier, som bor i Jylland.

2. Kan du fortælle lidt om jeres økonomiske situation?

Inden vi blev forældre var både Sigurd og jeg på SU og betalte sammenlagt 4.400 kr/md for vores uddannelse. I den periode levede vi meget skrabet for at få det til at løbe rundt og vores liv nu føles som den rene luksus i sammenligning, selvom vi lever af én indkomst. Jeg synes vi lever godt, og jeg føler ikke vi lider nogen afsavn. Tværtimod kan vi altid købe det vi har brug for uden at skulle bekymre os om kontoen går i minus. I perioder har jeg arbejdet lidt aften og weekend bl.a. med rengøring. De penge jeg tjener går direkte til vores opsparing. Hvidovre Kommune giver ikke nogen former for tilskud til pasning af egne børn.

3. Kan du give nogle konkrete eksempler på, hvordan jeres budget osv. ser ud?

Det er klart, at vi prioriterer hvor vi vil bruge vores penge, men det har altid været et vilkår snarere end et valg og det er bare noget vi er vant til. Vi køber fx. det meste brugt lige fra tøj og sko til møbler, babyudstyr og legetøj. Vi har ingen tv-pakke og vi går ikke på café, til frisør eller i træningscenter. Vi har heller ingen bil, bor i en billig 58 m2 lejlighed, og så holder vi ingen dyre ferier. Vi har ca. 20.000 udbetalt om måneden inkl. børnepengene. Heraf går ca. 9.000 kr til faste udgifter som bolig, el, forsikring, A-kasse, børneopsparing, telefon, internet og streaming. Så går der ca. 8.000 til mad, husholdning, tøj, transport og diverse. De sidste 3.000 går til opsparing.

4. Hvorfor valgte I at skære den ene indtægt kraftigt ned eller helt fra?

Jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag hvor vi begge arbejdede fuld tid. Bare tanken om det giver mig sved på panden. Jeg tror det vi har gjort er det, der er bedst for vores børn og for os som familie. Det giver en mere rolig og stabil hverdag. Jeg har ikke lyst til at mine børn skal passes af andre. De skal være hos mig og hos hinanden. Det føles mest naturligt.

5. Hvad var jeres største frygt/forhindringer INDEN beslutningen blev taget?

Faktisk har jeg hele mit liv været afklaret med, at jeg ikke ville sende mine børn i institution men gå hjemme med dem. Jeg blev selv passet hjemme indtil jeg startede i skole, og ønsker at give mine børn samme tryghed og ro, som jeg altid har fået af mine forældre. Derfor har beslutningen heller ikke givet anledning til nogen bekymringer.

6. Hvilke udfordringer har været de sværeste, efter I har skåret ned i indkomsten?

Vi har aldrig haft så mange penge mellem hænderne, som vi har nu, så vi oplever ingen udfordringer i den forbindelse. Tværtimod.

7. Hvilke (uventede) positive ting er der kommet ud af det?

Det har vist sig enormt praktisk, at alle vores møbler er fra genbrug, og ikke nogen vi er ømme over. Når der bliver gylpet, tegnet med farvekridt og spildt nutella-madder på daglig basis så er det rart at kunne sige “Pyt.. Vi syr en lap henover.”

8. Hvordan ser jeres (økonomiske) fremtid ud om 5 år, hvis alt går efter planen?

Forhåbentlig kan vi opretholde en indtægt, der minder om den vi har nu selvom min mand vælger at blive selvstændig (det gør ikke noget hvis den falder lidt). Hvis det bliver stramt må jeg tage noget aften- og weekendarbejde igen.

9. Hvad er dit bedste sparetip?

Når du har lyst til at købe noget impulsivt, så vent lige et par dage. Synes du stadig det er pengene værd?

10. Hvilke råd vil du give andre, der står i en situation, hvor de ønsker eller bliver nødt til at skære en indtægt helt eller delvis fra?

Lav budget. Skriv en liste over de ting I bruger penge på. Vælg hvilke af dem, der er vigtige for jer og hvilke I kan skære fra.

Havremuffins med banan

Efter jeg er startet på studie og arbejde, så er der ikke så meget tid til en af mine store passioner, nemlig madlavning. Jeg er især glad for at bage, men det tager tit ret lang tid at få stablet noget på benene, og så ender det altid op med et KÆMPErod, der tager evigheder at rydde op… Derfor er jeg blevet meget glad for opskrifter, der er hurtige at smække sammen, og som ikke roder alt for meget. Og når de både smager fantastisk og en tilnærmelsesvis sunde oveni det hele, så kan man vidst ikke bede om mere?

Og altså, når jeg siger “sunde”, så mener jeg nok egentlig “sundeRE”.
For heeelt sunde er de her muffins ikke, men hvis man sammenligner dem med andre former for kager og søde sager, så er de her et meget bedre alternativ. Det er i hvert fald så sunde, at jeg tillader mig at sende dem med i børnenes madkasser nogle gange 

img_4043

Til ca 12 muffins skal du bruge følgende:

  • 2 æg
  • 75 gram sukker
  • 4 spsk olje (jeg bruger raps eller solsikke)
  • 1 dl mælk
  • 150 gram havregryn
  • 100 gram mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk salt
  • 2 bananer
  • 1 spsk vaniljesirup

Fremgangsmåde:

  1. Pisk sammen æg og sukker. Her er jeg kommet frem til, at det er helt fint at gøre det manuelt – du behøver ikke at finde frem elpiskeren (mindre rod og mindre opvask )
  2. Kom mælk og olje i skålen.
  3. Tilsæt bagepulver og salt, og rør godt rundt.
  4. Kom mel og havregryn i skålen og rør indtil du har fået en ensartet masse.
  5. Mas to bananer på en tallerken eller et skærebræt, og kom mosen i muffinsblandingen.
  6. Rør 1 spsk. vaniljesirup ind i blandingen.

Nu skal du lade dejen stå i nogle minutter, så havregrynene kan nå at “hæve” lidt. Derefter fordeler du blandingen i 12 muffinsforme og bager dem i en forvarmet ovn på 175 grader i ca 20-25.

img_4049

Jeg bruger denne vaniljesirup fra Black Coffee, som egentlig er beregnet som smagstilsætning til kaffe, men som smager H I M M E L S K i bagværk…men man kan bruge alle former for vanilje; sirup, essens, vaniljestænger/korn eller vaniljepulver – det er bare at smage sig frem!

Som med så mange andre ting smager muffinsene jo aller bedst, når de lige er kommet ud af ovnen – gerne med en kop kaffe og flødeskum eller en lille kugle is til…mums!

img_4038

Men, de må selvfølgelig gerne også komme i fryseren…det er perfekt, hvis man vil sende dem med i madpakken en gang imellem. Så kan man tage dem op aftenen forinden når man smører madpakker (evt. lægge dem med toppen ned på et stykke papir, så papiret kan suge overskydende væske til sig), og så er de klare inden formiddagsmaden.